Sider

onsdag den 2. maj 2012

Det gør ondt langt ind i hjertet...

...at læse om Sophie Søllings tab.
Jeg føler med hende og ved desværre alt for godt hvordan hun har det, og tanken om alle de kampe både psykisk og fysisk der venter hende forude...

Jeg blev selv enke d. 24 sep. 2008. Pludselig stod jeg som 32 årig, alene med to drenge, hus og firma fra det ene sekund til det andet... Den sværeste sætning bestående af 3 små ord, jeg har skulle fortælle mine drenge: "Far er død" ønsker jeg ikke min værste fjende skal fortælle til sine børn, mens de er små...



 Mine drenge og jeg har kæmpet os op igen. Er kommet fornuftigt videre på livets landevej. Vejen kan stadig være snørklet og bakket. Der er huller man ryger i, og huller man formår at komme uden om. Der er dage der går ned ad bakke i medvind, men under huden ligger sårbarheden og lurer konstant.
 Når jeg læser/hører om personer der lider dette tab, går vejen kraftigt op ad bakke. Der er stærk modvind, hjulet punkterer, motoren går i stå og der skal kæmpes en hård kamp for at nå op på toppen. Det kan stadig tage dage at komme helt op. 

 Jeg har været heldig. Familie, venner og ansatte var der fra første dag. Støttede, lyttede og hjalp hvor de kunne. De har accepteret de valg jeg har taget, og jeg har fået lov til at leve mit og drengenes liv, som jeg ønskede og ikke som andre ønskede jeg skulle. Jeg har kunne blive boende i det hus jeg holder så meget af, og give mine drenge trygheden ved, ikke at skulle rive rødderne op og flytte fra det de kender så godt. Jeg har fundet kærligheden igen, og drengene har i ham fået en bonusfar som de elsker og ser op til.

 Jeg håber for hende, at hun også kommer godt ud af det på den anden side. Tanken om alt det hun skal igennem nu gør så ondt at tænke på... Desværre er vi ikke to enkeltstående tilfælde.
 Tanken om alle de ting afdøde aldrig kommer til at opleve med deres barn/børn. Første skoledag, konfirmation, første kæreste, børnebørn og hvad der ellers sker i vores børns liv, som vi forældre gerne vil opleve, men som de aldrig vil være en del af.
 Tanken om forældre der mister deres barn i en alt for tidlig alder. 

 Af modgang bliver man stærk, siger de kloge. Ved ikke helt om det passer, men jeg ved at man kommer til at kende sig selv og sine grænser. Man finder ud af hvad man vil finde sig i og hvad der virkelig betyder noget i ens liv. Man husker at glæde sig over de små ting i livet og ikke fare i flint over bagateller.
 Man lærer meget men lærepengene er i så høj kurs, at gælden aldrig kan blive betalt af.
 Såret i sjælen vil hele, men arret vil altid være der...

Pas på jer selv og hinanden - man ved aldrig hvornår det er slut.
Lev dit liv som du ønsker - og ikke som andre synes og mener du skal. 
Træf dine egne valg og følg dem - andre ved ikke hvad der er bedst for dig.
Misund aldrig andre deres glæder - du kender ikke deres sorger.

Små ordsprog der siger meget og er gode rettesnore i livet. Jeg prøver at efterleve dem. Jeg forsøger at huske det hver dag, for det er ikke altid kun naboen der oplever livets bagside. Det er ikke kun noget man læser om i avisen - Det kan også ske for en selv...

8 kommentarer:

  1. Det har været en hård tur især du og drengene har været igennem Lise --Vi var alle i chok --men hvis man åbner for de tanker og håb man har for fremtiden --som du var god til ,og ærlig overfor de andre der også bærer sorgen--ja så er der en mulighed for at komme hel ud på den anden side af et ubeskriveligt savn.Vi vil aldrig glemme men mindes alt det gode vi trods alt fik .
    Det er altid urimeligt --ufatteligt-- og dybt uretfærdigt når unge mennesker -unge forældre går alt for tidligt væk.

    SvarSlet
  2. Åh my good - Sikken en trist fortælling ;( Lise - At blive enke så tidligt er slet ikke til at forstå - så tragisk - og en forfærdelig tid for dig og dine.
    Trods alt glæder det mig at du har fundet en ny kærlighed og en god bonusfar til dine drenge.
    De gamle ordsprog siger mange ting om livet.
    Knus gitte

    SvarSlet
  3. Sikke et modigt indlæg. Hvor er det altså bare uretfærdigt, som livet nogle gange tager sig ud.
    Bare tanken om at miste min kæreste får min hals til at snørre sig sammen, så at du er kommet ud på den anden side, med to drenge og har fundet kærligheden igen giver mig så stor respekt for dig.
    Jeg tager sgu hatten af for dig.

    SvarSlet
  4. Åh gud, Lise. Sikken personlig og trist historie: Jeg ved ikke, hvordan du har haft det; jeg kan kun prøve at sætte mig ind i det. Jeg synes, du er mega sej- tænk, at du har kæmpet videre, drevet firmaet og opfostret dine drenge. Knus Heidi

    SvarSlet
  5. Sidder her med en lille tåre i øjenkrogen for dit og drengenes tab er chokerende. Men hold op hvor er du stærk..

    Livets gave kan blive taget fra en i utide, og når lynet rammer gør det altid ufatteligt ondt. Sådan en lille familie som din, at I er kommet igennem - og drengene forhåbentlig har det godt - og du vidunderlige og kreative kvinde kan finde kærlighed igen - er jo intet mindre end et mirakel. Jeg ønsker jer alt det bedste.

    Kram til dig søde Lise

    SvarSlet
  6. Så sørgeligt at livet også byder på disse historier, kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må have været for jer. Virkelig en barsk historie og jeg synes I er så seje at have fundet tilbage til livet trods alt. Flot kæmpet Lise, dine drenge har den sejeste mor!
    Kh Marlene

    SvarSlet
  7. Kære Lise, jeg har først her i formiddag læst dit indlæg og sidder nu og mærker efter... Dit tab og din kamp for dig selv og drengene er så stor, at det kan være svært at forestille sig. Jeg er dybt rørt af din historie.
    Bag dine ord mærker jeg styrke, og her tænker jeg på den styrke det er, at erkende sin svaghed og sorg. At du for dig selv og dine drenge har trådt nye stier og har fundet viljen og lysten til det, tvivler jeg slet ikke på. Din blog er jo i sig selv et bevis på det. Her skriver du ord og viser billeder, som giver os andre livslyst og energi, TAK for det kære Lise.
    OG hvor er det sidste ordsprog dog rigtigt: "Misund aldrig andre deres glæde, du kender ikke deres sorg"
    - den vil jeg ta' med mig. Vi har jo alle vores sorg at bære.
    Tak for dine ord
    Hanne

    SvarSlet
  8. Tak for jeres søde hilsner og tanker...

    Vi har alle vores sorger og dumme ting at kæmpe med. Livet er ikke let - bare fantastisk. Vi har alle inderst inde en vilje til at komme videre. Selv når det ser sortest ud, er der en vej frem - man skal bare lige finde ud af hvilken retning man skal gå.

    Det var et svært indlæg, og var ved at fortryde flere gange. Var i tvivl om jeg skulle dele så meget af mig selv med jer. Håber I vil se det som en reminder om hvor sårbare vi egentlig er. Hvor lidt vi ved om hvad morgendagen bringer, og hvor hurtigt vores lille trygge hverdag kan ændre sig. Ikke at tage hinanden for givet...

    Knus til jer alle.

    SvarSlet


Elsker kommentarer så læg endelig en hilsen :o)