Sider

torsdag den 27. september 2012

Bomuldsgarn + det der selv sprang i indkøbskurven!


Var i Næstved i dag, og måtte liiige ind og besøge Søstrene Grene (jeg manglede jo bomuldsgarn...)

Det er bare sådan nogle uopdragne varer de har der inde - dem vil jeg gerne advare imod!!!
De hopper nærmest helt af sig selv ned i kurven!

 Lidt stempler og en stempelpude..

 Læder (uhm, jeg elsker læder) som stjerner og snor.

Og en pose perler, samt skeer som drengene kan bruge i madkasserne og som moderen ikke får en prop over bliver væk!

Der ud over lidt the, en flaskerenser, en spagettitang, kandisstænger og et par plastikbøtter. Og mig som kun kom efter bomuldsgarn :o/

Er jeg den eneste der ikke kan holde mig til en indkøbsseddel...?

onsdag den 26. september 2012

DIY - Hæklet håndklæde i zigzagmønster

Endnu et projekt er afsluttet - ender med min kurv med igangværende håndarbejde bliver helt tom (som om!!)

Det mørkegrå køkkenhåndklæde blev færdigt i dag under lektielæsningen, og ligger netop nu og snurrer rundt i vaskemaskinen...
 Det hvide håndklæde i muslingemønster kan du finde DIY på lige HER.

Til det grå håndklæde med zigzagmønster har jeg brugt 2 ngl. bomuldsgarn der passer til nål 3½-4.
Færdigmål: 46 x 32 cm.
Hæklenål: Nr. 3½

Mønsteret er deleligt med 10+1.
Hækl 83 lm (de 2 sidste er vendemasker).

1. række: 1 stgm i 3. lm fra nålen, *1 stgm i hver af de næste 3 lm, 3 stgm sm, 1 stgm i hver af de næste 3 lm, 3 stgm i næste lm* Gentag fra * til *. Ved sidste gentagelse hækles 2 stgm i stedet for 3 stgm i sidste m. Vend med 3 lm (vendemaske).

2. række: 1 stgm i første m, *1 stgm i hver af de næste 3 m, 3 stgm sammen, 1 stgm i hver af de næste 3 m, 3 stgm i næste m* Gentag fra * til *. Ved sidste gentagelse hækles 2 stgm i stedet for 3 stgm i sidste m. Vend med 3 lm (vendemaske)

2. række danner mønsteret og gentages indtil håndklædet måler 32 cm i bredden.
Afslut med 2 rækker fm på de 2 korte sider.

Hæklet strop: Find midten af håndklædet og hækl en lm-bue. Start med 1 km 2 fm til højre for midten, hækl 7 lm og hækl 1 km 2 fm til venstre for midten. Vend og hækl 14-15 fm omkring lm-buen. Luk af.



Tænker jeg vil prøve at lave et i alm. bomuldsgarn med nål 2½ og starte med 10 lm mindre, så zigzagmønsteret kommer til at vende den anden vej... Måske...

I aften vil jeg dykke dybere i kurven. Der ligger noget rødt og gråt garn og en halvfærdig nisse. Der ligger også en påbegyndt blonde på den helt tynde nål. Og så ligger der kjolen som bare mangler 1½ ærme...

tirsdag den 25. september 2012

Nyt udseende på min iPhone

Jeg har lige forvandlet min iPhone om fra en kedelig hvid til denne:

Billedet er lånt hos Happylines.

Er den ikke bare kær?

Synes det er helt vildt smart at billedet fortsætter ind på skærmen.

Fandt den HER, og de fås også til Ipad og MacBook.

mandag den 24. september 2012

1 uge i Arenal d'en Castell på Menorca

Vi har lige boet en uge her i nr. 282... Sol, strand, 25-27 grader, alt incl. og ren kvalitetstid.
(Bemærk de søde skorstene som jeg slet ikke kunne stå for ;o)
Hotellet (som havde 250 lejligheder) fyldte flere tønder land, men som gæst bemærkede man det ikke. Lejlighederne var bygget som små huse, hvor 30-35 lejligheder deltes om en pool (incl. bar...) Gad man ikke være her, var der et større vandland tilknyttet som kunne benyttes frit (luksus for drengene).

Den eneste dag vi havde, hvor skyerne havde besluttet sig for at skygge for den spanske sol, brugte vi på en lang gåtur rundt i den nærliggende by og lystbådehavn.

Små gader og stræder. Små håndmalede kakler og skilte.

Og alle deres hyggelige udendørskøkkener - sådan et kunne jeg (også) godt tænke mig...


500m. fra hotellet fandt vi det rene paradis. En lagune med det fineste strandsand og det klareste vand jeg længe har set. Der var dømt lange badedage - både med afslapning og vilde lege :o)
Ved klipperne til højre svømmede fisk rundt i alle størrelser. De kunne håndfodres med brød, og bed gerne én i tæerne hvis man stod stille for længe.

Øen er ikke meget større end Bornholm, og lige så fyldt med klipper. Udsigtsposterne er mange og der er smukt som bare pokker!


Hver aften var der (typisk charterferie..) underholdning på hotellet. Men de havde faktisk rigtig mange sjove indslag. Og ja behøver jeg at sige at disse var drengenes ynglings ;o)

Nu er batterierne ladet op igen, så lad bare hverdagen komme an - jeg er klar. Men lad den alligevel bare starte lidt blidt ikk´...
Må I også få en blid mandags-hverdag at starte op på.  

søndag den 16. september 2012

Hæklet ugle

Så blev endnu et projekt færdigt. Har planer med ham her - mere om dem senere ;o)



Han er 15 cm høj og mellemmodellen fra opskriften på "krammeugler" fra Hjertegarn. Jeg har brugt 1 hel nøgle bomuldsgarn til kroppen + en masse rester... Nu har jeg snart ikke flere rester, så hvis nogen har tip om hvor der findes bomuldsgarn til en fornuftig pris, lytter jeg med store ører :o)


Nu vil jeg trække stikket ud en uges tid... Nyde min mand og børn, hvilke er blevet forsømt kraftigt den sidste måneds tid grundet arbejde. (Og måske også finde tid til at gå på bomuldsgarnsjagt...)

Ha det godt så længe. Pas på jer selv og dem I har kært.

lørdag den 15. september 2012

Udsigten fra mit spisebord

 - er naboens brakmark. Og her går mor og barn og hygger lige nu...





Jeg har en forkærlighed til disse skønne dyr, og er meget taknemmelig for at kunne følge deres daglige gang lige uden for vinduerne.

Her et billede uden zoom :o)

Små hæklede skildpadder

- Har invaderet en sten i haven :o)




Jeg har hæklet dem efter samme opskrift som hvalerne... dog uden tænder og finner - men med et hoved og fire små ben, samt en ekstra række fastmasker i øverste del, så skjoldet fik den rette højde.

Håber I alle får en dejlig weekend - med eller uden invadering af skildpadder i haven ;o)

fredag den 14. september 2012

Ugler... lige til at printe ud

...her med vindruer til madpakken - eller brug dem som slikpose og til andre godter.




Fandt dem lige HER - 6 forskellige designs. Klip, klip og clips, clips - nemmere kan det vist ikke gøres :o)

torsdag den 13. september 2012

Små hæklede hvaler

Nød en times tid i solens stråler i formiddags, med at få færdiggjort nogle af de små projekter jeg har haft gang i den senere tid - bl.a. mit eget akvarie uden vand - fyldt med små blå hvaler...


Med tænder i munden og skumsprøjt på hovedet er de da ikke til at stå for.

Tænker en lille lædersnor i ryggen og de er klar som vedhæng i en nøglering eller lign. 

Jeg fandt opskriften lige HER og på hendes blog HER kan man se dem i alle regnbuens farver...

Jeg får et par fritimer mere i eftermiddag (hvis alt går efter planen), som skal bruges til mere hygge - og mere færdiggørelse af små projekter.

tirsdag den 11. september 2012

Fyrfad med silhuet skåret i folie

Havde en rest folie tilbage fra mit advarselskilt og 2 små glas til fyrfadslys...


I gemmerne fandt jeg et silhuet som jeg engang brugte til et konfirmationskort. Ned i passende størrelse med det på kopimaskinen, en tur på skærepladen og klar til montering på glasset...


Jeg kunne ikke få den nederste kant pæn, pga glasset havde en skæv kant. Godt lidt natursnøre kunne dække det ;o)


 Her sammen med en buket fra haven...


Selvom det er lidt trist at efteråret banker på, glæder jeg mig alligevel til hygge i sofaen med stearinlys, tæppe, varm the i koppen og tid til at være kreativ. Hver årstid sin charme :o)

søndag den 9. september 2012

DIY - Billeder med ordsprog

Blev inspireret på Pinterest til at få brugt de bogstaver, jeg en gang for flere år siden købte på et loppemarked. 

 Der skal bruges:
3 små lærreder fra Rema 1000 (Spotvarer fra i dag). Bogstaver. Lim og hvid spraymaling.


Jeg startede med at skrive "simply" med lim.

Limede bogstaverne på. Efter en times tid var det helt tørt, hvorefter det har fået 3 lag spraymaling...

Her ligger to mere som lige har fået sidste lag maling.

Live simply
Laugh often
Love deeply

Jeg kæmper med arbejde langt op over begge ører for øjeblikket, så der er lidt stille her på bloggen... Jeg vender frygtelig tilbage - snart. Hovedet er fyldt med idéer, skal bare lige finde tiden til at få ført dem ud i livet :o)


tirsdag den 4. september 2012

Bambi og Stampe findes virkelig...

Disse skønne billeder stammer fra en baghave i Californien. Intet mindre end fantastiske billeder... Kunne ikke lade være med at dele dem med jer.









Bambi og Stampe i den virkelige verden <3

lørdag den 1. september 2012

Ønsker tillykke...

...med et hjemmelavet gavekort på bryllupsdagen.



Jeg har skåret deres navne på kortet og pyntet med et 3D motiv, som passer til lejligheden


Dahlia og efeu er fra haven, og for de skulle kunne holde sig fra i går hvor gaven blev afleveret på den adresse hvor festen skal holdes, har jeg sat dem i vand i et reagensglas, hvor der var hul i toppen af gummiproppen - ingen spild af vand på kort og gave...


Jeg håber de får en helt fantastisk dag, og glæder mig vildt til at se billeder - der er bare noget helt specielt ved et bryllup :o)