lørdag den 30. marts 2013

Symaskinen og luksusdage

Symaskinen holdt ikke mange pauser i går. Manden min havde en trøje der skulle broderes, og nu broderirammen var fremme, ja så fik den lov til at arbejde med lidt andre idéer jeg havde gået og tumlet med :o)


Det er nogle af de første broderifiler jeg fik, da jeg købte den første broderimaskine. Synes bare de er så kære, og nu kom de langt om længe i brug.


Måske bliver resten syet sammen i morgen og sat til salg i Blogbutikken - måske finder jeg på noget andet at lave.. Måske - fordelen ved at have påskefri. Ingen planlægning, intet ur der bestemmer hvor stærkt man skal løbe, bare en masse måske'er - hvis man har lyst... Det er ren luksus.


Luksus er også, at alle "mine" 5 drenge er samlet her i aften til lækker mad, grin og råhygge. Luksus er at fryseren er fyldt med mad til de næste dage, at huset er endevendt, nullermændene er vendt om på ryggen og vasketøjskurvene er tomme. Luksus er at der ud over i dag, er to dage mere uden planer af nogen art... Livet er luksus med luksus på for øjebliket og hold nu op hvor jeg nyder det :o)

Håber også I får en luksusdag, fyldt med alt det I holder allermest af - og husk døgnet er en time kortere. Sommertiden starter i nat... Farvel sne, frost og varme jakker! Nu må du da snart forstå det kong vinter!!!

fredag den 29. marts 2013

Hæklede låg og æggevarmere - Blogbutikken er åben

Så er der hæftet ender i massevis, og et par nye farver er også kommet til.
De er første varer i Halagers blogbutik som findes øverst i sidebaren til højre :o)


De passer til låg på 5,5 cm. Jeg har lavet dem, så de passer til IKEA's små opbevaringsglas. 


Vil du købe er min mail åben (som du finder øverst i højre side under både kontakt og i Halagers blokbutik).

Du kan bestille dem i de farver du holder allermest af, men forvent lidt leveringstid, da der i perioder ikke er timer nok i døgnet.


Jeg sælger dem for 35,- kr. pr. stk. i denne størrelse.
Skriv hvis du har ønsker til glas i andre størrelser - jeg er så samarbejdsvenlig ;o)

Mange har spurgt til æggevarmerne i samme stil. Dem laver jeg også gerne, og de kommende vil få små blade lige som på lågene. Tid og materialer er det samme, så også her er prisen 35,- kr. pr. stk.

Rigtig glædelig påske til jer alle.

torsdag den 28. marts 2013

Helt ærligt..! Hvor er vi bare langt bagefter.

For nøjagtigt et år siden havde jeg taget hund og kamera med i skoven...





Du kan se hele indlægget HER. - et rigtig billedspam-indlæg, som jeg lavede d. 28 marts 2012.
Hvor er det bare tarveligt, der ikke ser sådan ud endnu...

Flere barselsgaver og masser af chokolade

Vi skulle egentlig ha været til åben hus i dag, men manden er taget afsted uden mig. En nerve har sat sig i klemme i skulderen, hvilket giver smerter i både hoved og ryg. *ynk ynk* og hurra for pamol og tigerbalsam... 
I hobbyrummet er der nogenlunde ro, så jeg har brugt et par timer på endnu en barselsgave - denne gang i de farver jeg kender allerbedst nemlig drengefarver :o)


To hagesmække i lidt retro-stil, og gider forældrene ikke se på ugler, kan de bare bruge den anden side af hagesmækken.


Jeg havde lidt grønt stof i samme serie, så knægten får også en pose med til legetøjet.

- Med et mærkat på bagsiden til navn, så den ikke bliver væk :o)

Og se så lige her... Min skønne svigerinde fik fortalt på Facebook at hun havde købt 2. sorteringschokolade - tror I lige hun blev sendt afsted efter et par kasser mere til os ;o)

Så er påskens sukkerdepoter reddet - Mon de også virker på en klemt nerve...? Det er forsøget værd ;o)

Ha en dejlig skærtorsdag

tirsdag den 26. marts 2013

Hæklede låg til glas og en større sorteringsopgave

 Her venter et større hæftearbejde - men tror resultatet bliver godt.

 Og her venter et større sorteringsarbejde - det bliver sikkert også godt :o)

Det er det jeg har sorteret fra i hobbyrummet. Tager nogle billeder og smider det til salg her på bloggen til billige penge. Måske nogen af jer kan bruge det - Håber jeg når det til i morgen, så kig med :o)

Ellers venter en dag med arbejde og fødselsdagshygge. Min kære mand har fødselsdag og sikke et vejr han har sørget for. Solen skinner fra en skyfri himmel. Elsker min mand og elsker solen... Hvad mere kan man ønske sig.

Håber også I får en dag fyldt med solskin og kærlighed.




mandag den 25. marts 2013

Flere hæklede æggevarmere

De her er tiltænkt som en lille hilsen - nu håber jeg bare jeg husker rigtig med den blå og støvet grønne farve... Mener det var de farver jeg drak the af, da jeg kom forbi.


Tanken om at skulle sy blomster igen lige som jeg gjorde på de sidste jeg lavede ligger MEGET langt væk, så jeg hæklede nogle af de små "knappenålsblomster" og syede på i stedet for.


Tidsmæssigt er de andre nok hurtigere, og egentlig synes jeg også de er lidt sødere - men at skulle igang med  kædesting og franske knuder igen... Niks!


Jeg har også fået lavet et par hilsner til 3 børn der har været så søde at hjælpe mig, så det bliver flere pakker der skal afsted til posthuset. Det er nu rart at få ryddet lidt op i alle to-do bunkerne :o)

Ha en pragtfuld mandag - og til jer der har påskeferie: Ha en skøn feriedag - jeg er slet ikke spor misundelig :o)

søndag den 24. marts 2013

"Hoveddør der ikke vil stå åben-problemet" er slut.

- For nu har jeg syet mig en dørstopper!


Jeg lavede den efter en Tilda model, og fyldte den med en pose ærtesten i bunden og lidt polyesterfyld i toppen.

Nu står den så her ved siden af døren i entréen, lige klar til at agere dørstop når døren ikke er samarbejdsvenlig.


Havde en enkelt lille skildpadde tilbage, som fik monteret en sikkerhedsnål på maven - sådan bare fordi :o)


Vil lave en mere til pavillonen, for der har døren samme problem...

Nyd dagen og solens stråler.

lørdag den 23. marts 2013

Barselsgave - endeligt i lyserødt.

Jeg har syet i pigefarver - for første gang nogensinde tror jeg.


Jeg har drenge, familien har drenge, vennekredsen har drenge - blå og grønne farver har domineret i laaaaang tid...


Nu er der kommet en lille pige til verden. I eftermiddags støvede jeg symaskinen af og greb chancen til at få brugt lidt af det lyserøde stof jeg har købt gennem tiden - og aldrig har vist hvad skulle bruges til...


Jeg ved heller ikke hvad de mangler og evt. kunne ha brug for, så det blev et par hagesmække og en skildpadde. Skildpadden var bare kær og hagesmække er man gerne storforbruger af - det kan vist ikke være helt ved siden af.


Håber I har nydt lørdagen. Her jubler drengene over at deres påskeferie pludselig er blevet udvidet i ubestemt tid. Det passer mig rigtig dårligt, men heldigvis er de så store nu at de kan klare det meste selv. Kammeraterne er i nærheden og jeg har meget arbejde hjemmefra, så mon ikke det går... Med mindre de har tænkt sig det er noget der trækker i langdrag. De kan lige vove kan de!
Ellers kender jeg en mor der er på barsel - måske hun har lyst til at få hjælp til den lille pige af to drenge...? :o)

fredag den 22. marts 2013

YES!!!

Hvis du så en jublende, glad kvinde dansede rundt på bordene med armene i vejret i går aftes, var det bare mig... Første etape i overlevelsen gav positivt resultat. Så fedt!




Klokken 17.58 dumpede mailen ned i min mailboks og rastløsheden forsvandt som dug for solen. Det skulle selvfølgelig straks fejres med en kold Tuborg Classic... (Det kan så ikke anbefales, efter kun at ha fået 3 timers søvn natten op til og ikke at ha spist andet end en halv bolle tidligt om morgenen - Man bliver sgu lidt halv-fuld...) Men sikke en lettelse. Vente, vente, vente heeeele dagen og så.. YES!

Så mangler bare alt det andet, men nu kan påskefreden sænke sig over det lille hus, mens jeg prøver at sove på forskud og samle energi til de 14 dage efter påske, hvor jeg forskanser mig fra alt og alle, og ellers bare håber på at næste etape vil give samme resultat - og selvfølgelig gør det det. Det SKAL det!

Nyd dagen - det vil jeg i vært fald gøre i stor stil (men uden øl...) :o)


torsdag den 21. marts 2013

Hæklede æggevarmere, karse og rastløshed

Jeg er rastløs. Sådan rigtig rastløs. Rastløs som i at jeg ingenting gider og ingenting har lyst til. Det ligner ikke mig, men jeg kender godt grunden til det og sådan må denne torsdag så bare være. 
Som tidsfordriv og bare for at foretage mig et eller andet, gav jeg mig i kast med at sy blomster og franske knuder på de æggevarmere jeg hæklede i aftes. Det kastede både bandeord og andre ting af sig - godt drengene er i skole!


Men det lykkedes - dog uden toppoint for skøn udførelse, men til gengæld med høje point for udfordring og test af min tålmodighed på sådan en dag som i dag.


I aftes fandt jeg en rest karsefrø i køkkenskuffen fra sidste år. Nu må vi se om de gider spire eller ej... Ellers kan hønsene vel spise dem - eller noget. Så idéen hos Gitte for en uges tid siden. Håber det lykkes så de snart får et grønt underlag at gå og pille i :o)


Ha en dejlig dag og nyd dagens små mirakler.

mandag den 18. marts 2013

For h*** da så!!! Det kunne ha kostet et menneske livet!

Må jeg komme med en reminder om, at man skal huske at binde sine ting godt fast på traileren inden man begiver sig ud i blæsevejret!!! 


Sådan ser en af mine busser ud nu, efter et møde i eftermiddags med en flyvende træplade der mistede grebet i den trailer den blev transporteret i. Fronten og køleren er smadret, lys og forrude er revnet. Alt det våde på asfalten er kølervæske. Og lige der inde bag forruden sad et blindt skolebarn på vej hjem, sammen med en af mine skønne chauffører...

Hvad nu hvis den havde ramt forruden rent - eller: Hvis den havde ramt en cykellist lige i nakken. Det kunne ha kostet menneskeliv pga dovenskab og sløset arbejde!!!

Og idioten med traileren...? Han kørte da bare videre! Hvis ikke politiet finder ham, koster det mig en selvrisiko hos forsikringen. Der ud over mangler vi bussen i den tid den er på værksted. Det kostede i ekstrakørsel for skoleeleven skulle jo stadig hjem. Det koster tid hos Falck for transport. Det koster penge for den kørsel denne chauffør skulle ha udført resten af dagen - men det er døde ting.
Det kunne ha kostet et menneskeliv, hvis den plade havde ramt en cykellist, en gående eller en person på knallert eller motorcykel.

Så HUSK for h**** at binde tingene ordentlig fast!!!


søndag den 17. marts 2013

Fra kaos til orden - en søndag med oprydning i hobbyrummet

Mit hobbyrum lignede et sted der havde deltaget i tredje verdenskrig, så jeg startede i morges i den ene ende - og ender nok i den anden ende i løbet af påsken... 

Støvsugeren har været på besøg og en spand ajax gjorde også underværker. Stoffet er sorteret og lagt ind på de respektive pladser.

Broderitråden er igen overskuelig.

Mit sytråd har levet sit liv i en kurv, hvor ingen vidste hvad der egentlig lå på bunden.

Nu er det også sorteret og (mildt sagt) meget nemmere at overskue med hjælp fra en gammel bestikkasse.

Og hvad lå der så i bunden af kurven med sytråd...? De fineste træspoler som min farmor højst sandsynligt har købt som nye. Tænk de har ligget der så længe. Hvor er det synd.

For længe siden købte jeg dette Tilda-stativ. Nu er det samlet, med stor skuffelse - Det er jo værre end IKEA! Er det normalt at der ikke følger skruer med..? Heldigvis er jeg gift med en handyman der har et lager af skruer i alle størrelser.
Nå men jeg nåede gennem satinbåndet og lidt af blonderne - resten af stativet skal nok blive fyldt ud... i løbet af påsken.

Vi har endnu ikke fået noget sne her på Midtsjælland, men jeg tvivler på vi slipper. Manden var oppe og hente minilæsseren med sneplov hjem i eftermiddags - bare sådan for en sikkerheds skyld... Ville jo være meget rart hvis vi kunne komme lidt længere end til vores egen havelåge, hvis snemasserne pludselig skulle finde vej her til også. - Selvom det ikke behøver at anstrenge sig for meget. Jeg venter hellere end gerne med mere sne til sommeren er overstået.

Ha en skøn søndag aften - med eller uden snedriver uden for vinduerne. 


fredag den 15. marts 2013

Gaver med hæklede flag

Jeg har sat et stort fedt kryds i kalenderen!! Gaverne til weekenden er ikke pakket ind i sidste øjeblik men ligger klar her fredag formiddag... Jeg kan stadig overraske mig selv en gang i mellem ;o)


En gave til fruen



Og en gave til herren


De hæklede flag fandt jeg HER hos Karen Klarbæk. Hun har lavet dem som en flag-guirlande til ophæng. Den er så kær - Men min tålmodighed med kædesting rækker bare ikke til mere end to flag lige nu. Utroligt som der bare er nogle ting, der ikke harmonerer med ens kreative fingerfærdigheder.
Hos mig er det strik og  (har jeg lige opdaget) kædesting, selvom jeg så gerne ville have nogle tykke, vamsede, hjemmestrikkede trøjer og så lige Karens fine flagguirlande.

Har du også noget der bare driller og ikke vil samarbejde?

torsdag den 14. marts 2013

Lys med påskeæg og klar til første deadline


Yngstemanden og jeg har lavet gelélys med lakrids-påskeæg fra Haribo. Der burde ha været mange flere æg i, men posen var næsten tom..?.


Ældstemanden var noget utilfreds.

"Ej altså! Det er spild af slik..."

- men han synes alligevel de var lidt seje ;o)


Opdatering: Har du lyst til at lave dine egne lys, har jeg skrevet til en af de søde hilsner under indlægget, hvor enkle de er at lave.



Og hvad laver jeg ellers..?

Jeg er ved at nå til første deadline i overlevelsen. Alt ligger klar, så nu er det bare at krydse fingre - vente og benytte tiden til hygge med den forsømte familie, kreative sysler, en planlagt oprydning og grovsortering i hobbyrummet og ellers afslapning på højeste plan blandet med lidt arbejde.
Går alt som det skal, kommer der en ny deadline og en forsømt blog i ugerne efter påske. Hvis ikke... ja, så er det slut med deadlines og plan C, D og E skal i brug. (Godt alfabetet har mange bogstaver!)

Nyd dagen - weekenden venter lige om hjørnet :o)

tirsdag den 12. marts 2013

Flere kinderægs-hæklerier og opskrift nu på dansk...

Jeg har været i kontakt med "opfinderen" af opskriften til de hæklede kinderæg, og fået tilladelse til at oversætte og udgive opskriften på dansk (se længere nede i indlægget). Opskriften fandt jeg HER hvor du også kan se en masse inspiration til flere kinderægs-hæklerier.

Jeg selv har fået lavet en del af dem det sidste års tid. (Se evt. indlæggene HER)

Bi, mariehøne og brumbasse - mine ynglings :o)

 Små monstre - nyeste skud på stammen

 Vampyrer - Drengenes ynglings.

 Blå ugler

 Kager med pynt på toppen.

De fleste er brugt som fødselsdagsgaver til skoleklassen, indeholdende lidt penge i maven. Lidt sjovere end en flad kuvert :o)


DIY:

Du skal bruge:
Plastikægget fra kinderæg
Rester af garn som passer til nål 2.0
Filtrester eller hvad du ellers har lyst til at pynte dem med.
Lim
Saks
Nål
Hæklenål nr. 2.0

Bemærk: Prøv det hæklede på ægget inden du lukker af, for at være sikker på det dækker hele ægget. Hvis ikke så lav en runde fastmasker mere.

Toppen:
omg. 1: 6fm i en magisk ring (eller hvis du er til det: 3lm i ring og derefter 6fm)
omg. 2: 2fm i hver fm (12)
omg. 3: *1fm i fm, 2fm i næste fm* 6 gange (18)
omg. 4: *1fm i de første 2 fm, 2fm i næste fm* 6 gange (24)
omg. 5-10: 1fm i hver fm (24)

Bunden:
Samme som toppen bare med 2 ekstra omgange fm til sidst (12 omgange ialt)

Lim det hæklede fast på plastikægget.
Brug din frie fantasi, filt, rullende øjne, lædersnor, broderitråd og andet til at dekorere dine kinderæg med.

Rigtig god fornøjelse :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...