Min fortid har flere gange vist mig livets mørke bagside.
Der går længere og længere tid i mellem, men indimellem lykkes det fortiden at overhale mig indenom. Gøre vejen frem snørklet, stejl og fyldt med bump og forhindringer.
Jeg har det bedst i et tempo hvor der er bevægelse, men må acceptere at jeg indimellem bliver nødt til at finde frigearet, trække vejret helt ned i maven og bare være.. Acceptere at fortiden skal bearbejdes endnu en gang i sit helt eget tempo.
Så bliver jeg stille - Stille lige som nu....