tirsdag den 21. juni 2016

Bistade i haven - lavet af mandens byggeaffald


En sen aftentime på en nattevagt, sad jeg og kiggede Villa Fryd's indlæg igennem. På hendes blog er der så uendelig meget inspiration og så mange gode idéer at hente, hvis man er til hus og have, genbrug og skæve idéer..


I indlægget HER havde hun bygget bistader til haven... Straks kom jeg til at tænke på de sidste rester træ jeg havde liggende fra mandens byggeprojekter, som blev samlet sammen da jeg byggede fuglehuse. Nu har jeg også bygget et bistade - dog kun til pynt. Kassen med træ er næsten tom nu, og den rest tagpap manden havde liggende forsvandt også på mystisk vis ;o)

Jeg håber han igen snart skal til at bygge et eller andet, så jeg kan snuppe de afskårne, frasorterede stumper der alligevel ville ende på genbrugen. Når det sker, skal der bygges endnu et bistade bare knap så højt...


Alt kan bruges.. Hjørnepynten er spidserne fra to hyldeknægte der var for lange og røg i trækassen. I kassen ligger flere andre afskårne stumper. Pt aner jeg ikke hvad de skal bruges til, men pludselig mens man står og leger Byggemand Bob kommer idéen - og når det hele får en klat maling, er der alligevel ingen der kan se hvor mange forskellige træsorter m.m. kunstværket er bygget af  :o)

mandag den 20. juni 2016

Hjææælp... Arveguldet skal sælges


Det er aldrig sjovt at skulle tømme en forældres lejlighed, når han/hun går bort. Tit opstår der stridigheder mellem arvinger, uvenskab over et maleri, skuffelse over en anden fik det man selv ønskede osv.

Min bror og jeg har lige stået i situationen. Da min mor døde skulle hendes lejlighed tømmes. Hun boede i en lille, hyggelig etværelses lejlighed i Århus centrum, hvor hun havde levet sit liv de sidste 5 år. Hun havde ikke taget mange ejendele med fra vores barndomshjem. Havde ingen bil, ingen have, ingen større møbler eller andet der skulle med til Sjælland, så vi mødte begge op en tidlig lørdag morgen i hver vores sprinter kassevogn, og mig med en stor lukket trailer spændt efter.

Vi nåede heldigvis aldrig at blive uenige min bror og jeg.. Det blev en god dag. En dag fyldt med følelser, tårer, smil og grin. Gode minder dukkede op, små overraskelser, ting der fortalte deres egen historie. De ting der stod vores hjerter nær delte vi i enighed. Få ting røg til storskrald. Enkelte ting kom andre steder hvor de hørte hjemme..

Men hvordan det overhoved har kunne lade sig gøre, havde min kære mor formået at fylde stort set hver en ledig krog, hylde og hjørne med alt inden for håndarbejde.. Min lillebror så temmelig træt ud til sidst, og var bestemt ikke gearet til at skulle have så meget som bare et enkelt garnnøgle, standsejern eller hobbybog med hjem... Soveværelset fyldte næsten halvdelen af den store trailer jeg havde med. Der var garn og hobbymaterialer alle vegne.. Under sengen, inden i klædeskabet, oven på klædeskabet, bag døren, under bordet. Et stort karlekammerskab der næsten bukkede under for vægten og flere små skuffereoler med sirligt sorterede dimser. I stuen fandt vi garn i et skab, under et bord, ved sofaen og i andre små kurve og kasser.. I køkkenet stod endnu en skuffereol, der hvis ikke den havde stået og lænet sig op af et skab, var bukket under for vægten. På da værende tidspunkt var min bror og jeg nået til aftensmaden, og mens vi sad med hver vores pizza blev min bror nysgerrig for hvad der gemte sig i de kurve og kasser der stod under køkkenbordet... Ja gæt selv! - Og sørme da vi nåede kælderrummet dukkede endnu 4 store sække og tasker med garn frem.
Da klokken nåede over midnat og vi forlod den tomme, rengjorte lejlighed havde jeg hobbymaterialer og garn nok til at åbne en hel hobbyforretning hvis det var det jeg drømte om...


Det er ikke min drøm med sådan en butik, men det har været luksus at kunne vælge og vrage, at fylde mine egne kurve og kasser, skuffer og skabe i hobbyrummet med nye spændende hobbymaterialer.
At stå på hovedet i så stor en mængde af kreative materialer og få sorteret efter bedste evne har taget tid. Stuen måtte lægge gulv til garnet, og det jeg ikke selv ønsker at beholde er pakket og klar til at blive solgt. 9 store flyttekasser, 8 store tasker og 2 store kurve kun med garn. Strikkepinde, hæklenåle og masser af tilbehør, strikkekits, kasser med strikkebøger og -blade og masser af løse opskrifter.


Ovenover hobbyrummet da jeg næsten var færdig og kunne finde gulvet igen. Også herfra har jeg flere flyttekasser med hobbymaterialer, hobbybøger, karton, stof, broderier, bånd osv osv der skal sælges. 

Så mit spørgsmål er nu: 
Er der nogen der kan anbefale et godt marked, hvor man kan redde sig en standplads her på Sjælland, så vi kan få plads i vores lille hjem igen? 
Gerne d. 9-10 juli eller 23-24 juli...

fredag den 17. juni 2016

Nyt liv til træterrassen


Vores træterrasse ved pavillonen har skreget på Gori og kærlig behandling i flere år. Sidste år skulle det være! Olien til terrassen blev indkøbt - og så nåede vi aldrig videre... 
I sidste uge fik jeg et føl på tværs og uden tanke for tid samt kroppens ve og vel, kastede jeg mig over båndsliberen og tog terrassen bræt for bræt.


Der blev den slebet i bund og fik sin oliebehandling, og hvor har det bare pyntet. 



2 dage i selskab med båndsliberen - og jeg var aldrig i tvivl om hvor jeg var nået til.. Efterfølgende kunne jeg hverken kravle eller gå, for det er ikke verdens mest behagelige stilling at arbejde i..


Men endnu større var lykken jo så da det hele stod klar til penslen... 

Bemærk det midlertidige rækværk på broen herunder. Det forsvandt samme aften jeg havde taget det sidste penselstrøg, og manden min har indkøbt nye stolper og diverse andre materialer, for nu skal den laves rigtig færdig.. Måske endda hele bassinet bliver færdig her i 2016 - 5 år efter det første spadestik..? 


Jeg har brugt ca 4 liter af Gori's specialolie til træterrasser i farven sort ibenholt - hvis du  skulle være fristet til at starte op på projektet derhjemme ;o)


Nu kan sommeren bare komme an. Terrassen og pavillonen er klar til grill, gæster og solskin - og ryggen..? Den har det fint igen :o)


onsdag den 15. juni 2016

Haven i ugebladet Søndag



Jeg har købt det første ugeblad i laaaang tid. Ugebladet Søndag der udkom i mandags, for jeg fik den fineste mail fra bladet med tak for de måtte bringe billeder fra min have i ugens udgave.


Hanne Christensen var på besøg i haven sidste år, og jeg synes hun har fanget mange flotte billeder med kameraet. Sjovt at se haven gennem hendes objekt. Man har for vane at se haven fra sine egne bestemte vinkler...





På sådan et år sker der alligevel lidt, selvom der ikke har været meget tid i overskud. Jeg har fået brugt lidt tid på at være kreativ på det sidste og har ovenikøbet fået taget billeder af det - så nu sker der snart noget på bloggen igen :o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...