Sider

fredag den 31. januar 2014

Fra skrot til slot - De færdige rum: Værelse 2

Det sidste værelse af de tre værelser på første sal, trængte lige så meget til en kærlig hånd som de andre.


Det brune gulvtæppe indeholdt flere hemmeligheder da det blev rullet sammen og skulle kasseres, og et par af gulvpladerne nedenunder måtte skiftes ud. En gammel radiator, så gammel at den var monteret oven på en isoleringsplade. Fodpaneler i kun halvdelen af rummet. Et hul i væggen (fra hvad ved jeg ikke) var repareret ved at skrue en plade uden på og male den hvid. Her inde var tiden vist også gået i stå, lige som der heller ikke har været varme på i flere år...




Men igen - af med gulvtæppet, af med al løstsiddende tapet og ned med den gamle radiator incl. isoleringspladen. Hullet i væggen blev lavet med en træramme og ny gipsplade der passede i hullet med efterfølgende fuldspartling og slibning, inden hele værelset blev tapetseret og malet.


Gulv på og fodpaneler hele vejen rundt, så er også dette rum med fremme i år 2014.


Nyder et syn som dette - Sammenhængen med ens vægge og ens gulve så langt øjet rækker.


I morgen går jeg en tur ned af trappen - håber du har lyst til at følge med..? ;o)


torsdag den 30. januar 2014

Fra skrot til slot - De færdige rum: Værelse 1

Værelset her kan kaldes mange ting, men en mellemgang er vist meget passende. I værtfald er der masser af skabsplads og rig mulighed for at benytte det til både hobbyrum, kontor eller som påklædningsværelse.


Da projekt "Fra skrot til slot" startede havde rummet ikke været i brug i mange år, lige som det heller ikke har været opvarmet. For 5 år siden fik hele huset nye døre og vinduer - en af grundene til den nødvendige udskiftning ses tydeligt her:


Tiden her oppe er lige som bare gået i stå en gang for et par årtier siden...


I værelset her lagde jeg ud med at fjerne al løstsiddende tapet. Revner og ujævnheder blev spartlet ud og alle vægge blev tapetseret. Skabslågerne blev skruet af og sat i skammekrogen til senere.



Og så blev der malet...


Da værelset var færdigmalet kom lågerne frem i lyset igen. Befriet for gamle klistermærker og slebet efter alle kunstens regler. 4 gange grunder og 3 lag maling skulle der til før de overgav sig og blev hvide...


Og det færdige resultat:
Endevæggen her var beklædt med nogle træplader med kraftige riller i. Den fik en fuldspartling og blev beklædt med tapet, for at rummet kunne få den helhed jeg ønskede.
Og bemærk knopperne på skabene - Genbrug efter lejers ønske og højeste mode inden for retroboligen i dag. Sjovt som ting gerne kommer på mode igen efter 30 års pause. De hvide knopper jeg ellers havde købt her op til er blevet brugt i køkkenet, som kommer i et senere indlæg.


Kig til trappeopgangen og soveværelset:


Gulvet herinde gav mig flere grå hår end jeg havde i forvejen. Væggen ud til trappen er skrå og som det ses herunder er der små kringelkroge grundet en gammel skorsten, hvor gulvbrædderne skulle passes til. Men med tålmodighed (hmpf..), lidt forbandelser og tilpasning lykkedes det alligevel.


Gulvet er fra Jem og fix til 29,- kr. pr. m2. Under gulvpladerne har jeg lagt filt beregnet til trægulv. Selv for en nybegynder i gulvlægning som mig, er det nemt at gå til. Det er nemt at holde fremover i forhold til fx gulvtæpper og lign. og Zarco (min store schæfer på over 40 kg) har prøvet en glidetur på det i sin kamp med en træklods der skulle dø, uden at efterlade nogen som helst mærker - Testet og fundet godkendt ;o)


I morgen kommer et indlæg fra den anden side af døren herover...

onsdag den 29. januar 2014

Fra skrot til slot - De færdige rum: Soveværelset

Jeg er nu HELT - som i fuldstændig HELT færdig med flere af rummene i "Fra skrot til slot". 

De 164 m2 bolig er snart gennemgået fra A til Z. Jeg har revet ned og fyldt traileren op til flere gange med affald. Har skiftet gipsplader, tapetseret og malet med RIGTIG mange liter hvid maling. Slebet og spartlet. Vasket, skruppet og skuret. Bandet og svovlet. Savet, skruet, limet og sømmet små og store, flade og runde, lange og korte lister og plader op både oppe og nede. For ikke at glemme 27 bøtter fugemasse... Lagt godt 70 m2 gulv og mangler stadig at lægge i stuen. Kun brugt 3 stykker plaster og så har jeg sovet rigtig godt om natten :o)

Første rum I får lov at se resultatet af er det største værelse - "soveværelset" på første sal...


D. 4 december, et par dage før jeg startede med at rive ned, var det et slidt rum med tapet der hang i laser, lister der hang og dinglede - hvis de ikke var faldet ned og et gulvtæppe der garanteret har været moderne engang.



Jeg lagde ud med at fjerne både gulvtæppe og tapet i lange baner.


Loftet blev slebet, vasket og skruet fast og væggene fik nyt tapet hvor det var nødvendigt.


Mange liter hvid maling senere...


Og her til sidst et nyt gulv samt lister langs kanterne - og rummet er indflytningsklart... (ja ja.. Gulvet er ikke blevet vasket endnu ;o)



En nydelse at se sammenhængen tværs gennem rummene her oppe nu.


Har du lyst til at se mere, laver jeg lignende indlæg fra de andre færdige rum de næste dage.

"Færdige rum"... De ord lyder som englesang i mine ører ;o)

onsdag den 22. januar 2014

Fra skrot til slot - Jeg er her endnu...

Tiden løber - og jeg forsøger at følge med, det bedste jeg har lært. 

I projekt "Fra skrot til slot" går det også stærkt. Snart går jeg i gang med at rive bryggerset ned. Det aller sidste rum i huset, der endnu ikke har gennemgået noget som helst andet end at have været brugt til malerbøtter, værktøj og overskydende materialer. Enden er ved at være nær :o)

Jeg snuppede et hurtigt billede af køkkenet i dag:


I torsdags så det sådan ud:


Jeg har fået lagt gulv på både kontoret og de to mindste værelser på første sal.


De nye lejere er ved at få has på de brune fliser på badeværelset, gas- og vandmesteren fik styr på olie/brændefyret i går og i morgen kommer en mc-kammerat og sætter fliser op i køkkenet, hvor jeg satser på at få malet 39,60 meter fodpaneler og få lagt gulv i det sidste rum på første sal.

Det blev kun et kort pip fra projektet i dag, men meget snart laver jeg indlæg med HELT færdige og indflytningsklare rum - Masser af før/efter billeder, mens jeg sidder og ikke kan få armene ned af lettelse over at hele huset snart er færdigt :o)

*****

Om jeg så aldrig skal male mere....? 
Mand og børn er kommet på den fantastiske idé at drengene skal have værelserne på første sal, og vores soveværelse og mit hobbyrum så skal flyttes ned på drengenes værelser - kun for min skyld, så jeg har større mulighed for at få brugt symaskine m.m. Bliver også super lækkert, meeeen... nuværende hobbyrum trænger til maling og drengenes nuværende værelser har tydelige mærker efter bolde og sure sokker på væggene!

Om jeg nogensinde kommer til at kede mig....?
Aldrig!!!


fredag den 10. januar 2014

DIY - Gaven til kvinden: Hæklet cover til øl/sodavandsdåser.

Undskyld, hvis jeg støder nogen med disse billeder - men jeg kunne ikke finde et blad der var stort nok... ;o)

Efter utallige opfordringer har jeg nu lavet et cover til øl/sodavandsdåser med en hæklet model af hankønnet's ædlere dele.




Hende med de store bryster har vakt glæde og store smil rundt om i de små hjem, og jeg håber selvfølgelig at han vil gøre det samme..


Opskriften på brysterne finder du HER

Til ham skal du bruge:
Hæklenål nr. 2.50 
Bomuldsgarn
Lidt fyld til "vedhænget"

 Kroppen:
omg. 1: Start med 6 fm i en magisk ring
omg. 2: 2 fm i hver (12)
omg. 3: 1 fm, 2 fm i næste (18)
omg. 4: 2 fm, 2 fm i næste (24)
omg. 5: 3 fm, 2 fm i næste (30)
omg. 6: 4 fm, 2 fm i næste (36)
omg. 7: 5 fm, 2 fm i næste (42)
omg. 8:  6 fm, 2 fm i næste (48)
omg. 9-40: 1 fm i hver
Luk af.

"Kuglerne" (2 stk):
omg. 1: Start med 6 fm i en magisk ring
omg. 2: 2 fm i hver (12)
omg. 3: 1 fm i hver (12)
omg. 4: 1 fm, 2 fm i næste (18)
omg. 5: 1 fm i hver (18)
omg. 6: 1 fm, 2 fm sm. (12) - fyld
omg. 7: 2 fm sm. (6)
Luk af.

Tissemanden:
omg. 1: Start med 6 fm i magisk ring
omg. 2: 2 fm i hver (12)
omg. 3 - 10: 1 fm i hver (12)
omg. 11: 5 hstg, 1 fm, 1 km.
Luk af.
Sy små stykker brunt garn fast i de halve stangmasker som hår.
Fyld tissemanden.

Sy delene fast på kroppen (se evt. billede)

Rigtig god weekend :o)

torsdag den 9. januar 2014

Hæklede katte - og en advarsel om et kommende indlæg...

Det er et absolut minimum af kreativiteter jeg har fået lavet den sidste måneds tid... To par ragsokker af den tykke kvalitet med masser af varme og et par pulsvarmere/håndledsvarmere er røget af strikkepindene. Et par hæklede bestillinger og 3 små gaver, var hvad december havde af overskud.

Siden nytår har jeg bl.a. hæklet disse to katte:


Opskriften, som du kan finde HER er på hollandsk og der skulle knækkes et par koder, før den blev logisk.



Advarsel om et kommende indlæg:

Kan I huske hende med de store bryster..?
(I kan se eller gense indlægget HER)


Hun har fået sig en mand! 

Indlæg og DIY med ham, kommer i morgen fredag kl. 21.00 
Er alle børn ikke lagt i seng der...? (Han har nemlig ikke noget tøj på.)  

tirsdag den 7. januar 2014

Fra skrot til slot - Før og nu: Kontor og entré

Nu har entré og kontor fået sidste penselstrøg. I går og i dag har jeg fået malet paneler, dørkarme og radiatorer med den lille pensel - Det tager tid, men giver den sidste finish og prikken over i'et.

Entréen mangler en fejeliste, men er ellers HELT færdig. Det første rum jeg sige sådan om, for selv om flere rum er færdigmalede, mangler der at blive lagt gulv. I entréen bibeholder jeg det vinylgulv der lå i forvejen.

Nu og før:


Billede fra hoveddøren - Jeg slipper ikke... Dørene indvendig SKAL males!!!


For en uges tid siden så her sådan ud, mens jeg var ved at fjerne det gamle tapet:


Nu tapetseret, malet og med nye fodpaneler - og med en af mine mange loftlamper :o)
For at have lys i huset, har jeg pillet fatningerne af de gamle lamper der hang rundt omkring, og tilsluttet dem til strømdåserne i lofterne. Ikke særlig kønt, men effektivt :o)


Fra entréen er der indgang til kontoret. Jeg har ikke kunne finde en dør magen til de andre i huset, så her er der bare ingen dør.. Sådan er det.

Billeder nu og før:
Bemærk stikkontakten på væggen - det eneste jeg har beholdt :o)


Kontoret havde egen indgang, og var ikke en del af huset. Her under er der blevet hul ind til entréen og det store skab til venstre er revet ned.


Endnu en gang skulle der fjernes tapet...


Og de sidste rester af et genstridigt gulvtæppe.


Nu mangler bare det nye trægulv...


Det er skønt at se forandringerne her på billeder. Så kan man virkelig se forskellen. Når man går derude, ses det ikke på samme måde.


Jeg kan ikke komme videre i køkkenet før fredag, så jeg har kastet mig over radiatorerne. De tager tid, men ligner næsten nye som de står der færdigmalede med nye termostater.


Her en halv-malet radiator i stuen. Fra grå/brun med gamle malerpletter i forskellige farver, til en fin, blank hvid. Det er hele arbejdet værd :o)


I morgen skal radiatorerne have anden lag maling, og selvom jeg ikke kan komme i gang i køkkenet før fredag, er der ingen grund til bekymring om kedsomhed. Loftet i den store balsal af et badeværelse skal grundes, køkkenlågerne skal slibes samt grundes og så ligger der 14 trappetrin og venter på nyt tæppe...