onsdag den 27. februar 2013

Hurtig Give away... Kaniner og bogstaver i lange baner.

Jeg meldte mig til Liv's blogleg - Kom sent fra start og gik i stå før målstregen...
Var i fuld galop frem til N, humpede over O og P og gik i stå ved Q. Nu synes jeg det er lidt sent at få brygget nogle indlæg sammen med de sidste bogstaver, så jeg lægger i bødekassen og laver en hurtig Give away i stedet for.

Broderiet her er fyldt med bogstaver lige som bloglegen, og med små kaniner - lige som påsken der venter lige om hjørnet.

Skulle vist ha givet det en tur med strygejernet inden jeg tog billeder... Det fik jeg (heller) ikke gjort.

Jeg syede det til min ældste da han var lille.. Det er 12 år siden nu, men fik det aldrig op og hænge. Tænkte at så kunne jeg bruge de små kaniner til sjov og ballade, men fik det aldrig gjort (*suk* alle de ting man aldrig får gjort!!!)

Måske en af jer kan bruge det...?


Idéer: Et indrammet billede eller en pude på børneværelset. Brug kaninerne enkeltvis på et syet påskeæg. Som pynt på en taske - eller et kort til påske... Eller bare læg det i gemmerne til en anden god gang - lige som jeg har gjort i 12 år nu :o)


Kaninerne er 6 cm høje... Selve broderiet er 43,5 cm højt og 32 cm bredt. (Stoffet måler 60 x 50 cm.) Vil man kun bruge kaninerne kan bogstaverne bare pilles op. Det giver mere stof at arbejde med.


Har du lyst til at lege med, så smid en kommentar her under indlægget og meld dig som fast læser...

Jeg trækker lod på søndag kl. 12.00.

Vil du se de indlæg jeg trods alt nåede at lave i Bloglegen kan du se dem lige HER.

mandag den 25. februar 2013

Pose til hundeguffer - se hvordan du printer dit eget billede på stof.

Så blev posen til hundeguffer færdig. Den er tiltænkt en plads i bilen, så vores firbenede charmetrold kan få en godbid når vi er på tur. Og med eget billede på posen kan ingen være i tvivl om hvis pose det er :o)


Billedet har jeg printet direkte på stoffet via vores hjemmeprinter. Se HER hvordan...


Zarco er normalt fuldstændig uinteresseret når jeg tager billeder - men underligt nok ikke i dag, da posen allerede indeholder ynglingene af godbidderne :o)


Jeg vil trave en tur ud over markerne - det er garanteret lige så interessant som posen med hundeguffer, når man er en schæfer fyldt med energi. Jeg synes det er knap så spændende, men trænger til en pause og frisk luft...

Ha en dejlig dag....

søndag den 24. februar 2013

Pose med broderi til vasketøjsklemmer

Efter en weekend fyldt med glade børn der fejrede yngstemandens 10 års fødselsdag, har jeg brugt søndag eftermiddag i selskab med symaskinen. En skjorte skulle ha broderet navn på ryggen - i guldtråd.. Nåede både at sige sgu og fanden op til flere gange pga. det stive metaltråd, men det lykkedes til sidst. 

Broderiet til klemmeposen fik jeg broderet færdig i ugen der gik. I dag blev det syet sammen med hvidt hørstof, så nu er både jeg og tøjklemmerne klar til en ny sæson med tøj på tørresnoren...


Jeg genbrugte den gamle poses holder og ring - for praktisk var den gamle pose... men køn var den ikke mere!
Krogen er nem at skubbe rundt med på tørresnoren og klemmerne er nemme at komme til med den store åbning.

Så er det bare at glæde sig til, at foråret gør sit indtog :o)


Mønster til broderiet fandt jeg HER via Pinterest.

Er også ved at sy en pose til hundekiks - Den må I se i morgen, for nu vil jeg finde sofaen og ta' på blogbesøg hvilket jeg har forsømt de sidste dage... Ha en dejlig søndag aften.

torsdag den 21. februar 2013

Mit navn det står med prikker... Vers og rim til gækkebreve.

Gæk du søde lille,
ih, du store milde.
Jeg nu venner gække må,
skrive mange prikker små.
Kan du disse prikker tyde,
vil jeg et påskeæg dig yde.


Det var fast tradition hvert år da jeg var lille og frem til jeg blev teenager... Op til påske kom posten med brev, indeholdende det fineste, sirligt klippede gækkebrev - fra farmor. Og til familiens påskefrokost stod påskeæg af pap fyldt med guf, rosiner og småt legetøj pakket i cellofan. Efterhånden som jeg blev ældre blev legetøjet erstattet med hårspænder og andre små ting hun havde fundet på sin vej. 
Jeg kan stadig mindes glæden ved hendes påskeæg, og jeg ved et sted på loftet står mappen med alle hendes gækkebreve - gemt som minde om hende og den tid der var...

***

Bag busken jeg fandt en gæk så sød,
jeg troed' den var af kulden død.
Nu sender jeg den til dig min ven.
Tæl prikkerne små og gæt fra hvem.

***

Mit navn det står med streger
og ikke som det plejer
-------

***

Lille hvide vintergæk
bryder gennem sneen kæk.
Ved dens fine klokkespil,
blev det første forår til.

***

Omme bag en tjørnehæk,
fandt jeg denne vintergæk.
Nu med den jeg sender dig,
en lille hilsen - hvem er jeg?


En lille dreng på potten sad,
og hvad han gjorde ved jeg ej,
men da jeg ned i potten så,
en vintergæk på bunden lå.

***

En rose er det ikke,
en lilje heller ej.
I går så jeg den ligge,
afplukket på min vej.
Som gave jeg den sender,
en vintergæk til dig.
Jeg ved du blomsten kender,
men om du kender mig...

***

En vintergæk 
en sommernar,
en fugl foruden vinger.
En lille ven
som har dig kær, 
en kærlig hilsen bringer.

 

***

Fra en herlig gammel ven
kommer gækken til dig hen 
om et æg den vil dig bede
hvis du ikke svar har rede.

Thi det er en gammel skik
glem det intet øjeblik:
At man påskeæg skal give
når man vintergæk må blive.

Hvis du et påskeæg vil ha,
så gæt hvem brevet sendte.
Mit navn med prikker skrevet står,
og hvis du gåden gættet får,
et æg du kan forvente.

***


Bag min hæk en vintergæk
titted frem i solen,
tænkte glad en vinter væk
og børsted sne af kjolen.
Nej - jeg nok må vente lidt
på forårsdagens komme
tænkte den og putted sig
igen i sneens lomme.

***

En anemone så herlig
en hilsen så kærlig.
Et gæk i et brev
gæt hvem der skrev.

***

Lille hvide vintergæk
barn af sol og sommer,
vinteren du jager væk
nu da våren kommer.
Plukket du i haven blev,
nænsomt brødes stilken
af en hånd, som dette skrev.
Kan du gætte hvilken?

***


Mit navn det står med prikker
pas på det ikke stikker
.......


Påskeæggene her på billedet kan du finde DIY til lige HER

En dag bliver jeg (måske) selv farmor, og jeg håber til den tid, at kunne genskabe nogle af de traditioner som min farmor værnede om, og give mine børnebørn gode minder...

Indtil da håber jeg I kan bruge nogle af de rim og vers jeg har skrevet her som inspiration, eller måske det lige frem giver lysten til at sende et gækkebrev ud i verden - Det kunne jo være I fik et påskeæg retur :o) 

Husk at smile - her er lidt hjælp.


Nu tiden ikke byder på bloghygge, men masser af arbejde skal man huske at ha noget at smile af... 



Ha en dejlig torsdag alle sammen.


onsdag den 20. februar 2013

Vinderen af min Give away er fundet...



De hæklede påskeæg er pakket ned i en beskyttende kasse og mangler kun en adresse på deres nye hjem. For at finde det hjem, brugte jeg "Find en vinder" og vinderloddet blev nr.:

Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder


Sender et stort tillykke til Susi med bloggen Sommerhusliv - noget tyder på at de hæklede æg skal have selskab af lidt Greengate nu :o)

Ønsker du selv at gribe hæklenålen og hækle påskeæg kan du finde opskriften lige HER hos Blomsterværkstedet.

Tusind tak til alle jer, der smed lodder i puljen og havde lyst til at lege med - og et stort hjerteligt velkommen til nye læsere på bloggen.




tirsdag den 19. februar 2013

Sidste chance...

I morgen kl. 12.00 slutter min Give Away...

Du kan stadig nå at være med - deltag lige HER


Broderi og en vundet Give away

Min gamle pose til tøjklemmer trænger til en opfrisker, så jeg hygger med et motiv der passer lige netop til den. Det har snart været undervejs en uge nu - men tiden har ikke rigtig været med mig... Omvendt kunne jeg bare ha puttet den i broderimaskinen, men det er altså ikke lige så hyggeligt - og den haster heller ikke, for det varer lidt endnu før tøjsnorene kommer til at bugne med vasketøj udendørs... 


I dag kom posten med den fineste pakke fra Mona. Jeg var så heldig at vinde hendes Give away - en makeup pung og så havde hun oven i købet puttet lidt indhold i, og to af hendes fine hjemmelavede kort, samt en skøn skøn hilsen.


Tusind tusind tak Mona. Jeg er rigtig glad for alle tingene <3

Håber I har nået at nyde en enkelt solstråle eller to i dag. Jeg havde 10 minutters ventetid i bilen i eftermiddags. Den blev parkeret så solstrålerne stod ind gennem forruden - og lige i ansigtet på mig.
Tror ikke det gav det store overskud på D-vitaminskontoen, men hva pokker.. Lidt har også ret :o)

mandag den 18. februar 2013

DIY - små hurtige påskelam


Et hurtigt lille projekt hvor børnene sagtens kan være med...

Du skal bruge:
Karton
Uldgarn eller endnu bedre: uld (hvilket jeg desværre ikke havde).
Tråd til ophæng
Redskaber til at tegne og klippe fåret ud i karton, og en nål til at fastgøre ophænget.


Jeg fandt denne skabelon i gemmerne under papirklip, måske kan du bruge den ud fra billedet, for hvordan man laver en PDF fil eller lign, har jeg ingen anelse om :o)
Men klip/skær den ud, og sno garn rundt om krop og hals indtil den har den ønskede tykkelse.


Tilsæt en snor/tråd til ophæng - og pynt op til påske.
Mine er tiltænkt som pynt på påskegaverne der skal afsted midt i marts :o)


Jeg har en pakke fra Panduro der venter på posthuset med hvid ler, mini hamaperler og gåseæg... Sådan en pakke hjælper da en mandag godt på vej :o)

Håber også I har hjælp til at komme igennem mandagen på fornuftig vis...

søndag den 17. februar 2013

Blogleg. O, P og Q... og en weekend fyldt med dyrebørn og skønne mennesker

Jeg har været fraværende nogle dage, for jeg har ikke haft Overskud og trængte til en Pause... Sådan er det nogen gange at være en Qvinde med mange jern i ilden - Det var blogleg for denne omgang. I morgen vender jeg frygtelig tilbage!

Jeg har nydt tid med svigerinden og manden der har været på overnatning, og nydt lange snakke og muntre grin med et vennepar vi ser for lidt til. Jeg har kørt bus med selskaber der havde taget det fine tøj på og jeg har været i biografen med mand og børn og set Alle for 2. Jeg har skrevet indbydelser til yngstemandens fødselsdag og vasket 9 maskinfulde tøj - og snart vil jeg finde sofaen, for om lidt starter en ny uge og jeg ved der ligger en større arbejdsbyrde og venter på mig på kontoret..

Men se lige her hvad jeg også har tilbragt tid med i denne weekend:


De små hængebuesvin har fået 4 unger - årh, så kære de var. Ældstesønnens kommentar siger lidt om ungernes størrelse, for da vi kørte forbi dem udbrød jeg:

Ej så I at grisene havde fået unger..? 
Ældstesønnen: Mor, det var høns!
Mig: Siden hvornår har høns fået fire ben..? 

He he... Nu er det mig der har håneretten :o)


Venneparret der gav frokost har lille fisen her, a la en schæferhvalp på 12 uger. Med knækører og alt for store poter - og spidse tænder i munden(!!!), trampede hun lige ind i mit hjerte. Så lille, så fin og så bedårende at hun slet ikke er til at holde ud :o)

Jeg håber mandag morgen starter blidt - at en god sjæl har givet den dyne på, og aet den lidt på kinden. Er det for meget at ønske..?


torsdag den 14. februar 2013

Blogleg. N for Nybagte boller....

Billedet har jeg lånt hos Susan - My loving home and garden.

...Og æv bæv for jer alle sammen, for nu har jeg set Susan og Jesper's orangeri med mine egne øjne, for ikke at tale om deres skønt indrettede hus og hilst på deres kære hunde - og smagt Susan's Nybagte boller :o)

Min mand og jeg har været nærmest Danmark rundt i dag - dog var jeg nær ikke nået med videre, da vi nåede Vejle og hvor min mand skulle aflevere en fejemaskine han havde solgt, og samtalen mellem ham og køber lød nogenlunde sådan her da vi kom ind af døren:

Min kære mand: Ja, jeg har taget konen med.
Køber: Er hun med i handlen?
Min mand: Det kan hun sagtens komme (det var her mit ansigtsudtryk begyndte at stramme lidt..)
Køber. Det lyder fint - samme pris?
Min nu knap så kære mand: Arh.. Måske for 500,- kr. mere.
Køber: Kan hun køre med fejemaskinen?
Ham der efterhånden stod til en røvfuld: Det kan hun sagtens, og hun er også skide god til at støvsuge....

Jeg nåede dog med videre gennem Jylland, for jeg havde et ærinde længere nord på. Jeg havde nemlig lavet en handel med Susan, og da vi lidt forsinket kom frem, blev vi mødt af knus og et hus fyldt med hjertevarme, kaffe og te - og Nybagte boller. Om jeg så skulle ha rundet Skagen var det hele turen værd.

Tusind tak for vi måtte komme forbi Susan. Det var så hyggeligt og vores dør står altid åben for jer, hvis I skulle finde på at passere broen og komme en tur til Sjælland - og tusind tak for gaven. Dem glæder jeg mig til at tage i brug :o)

Hvis I ikke kender Susan må I ikke snyde jer selv for at besøge hende lige HER.
Hun har den skønneste blog "My loving home and garden" med pragtfulde billeder af hus og have - og ind i mellem møder man også hendes to hunde, der har gener fra alarmhundene i Tibet... Den måtte altså lige med Susan ;o)


onsdag den 13. februar 2013

Blogleg. M for motorcykler

Mit M i dag kan kun stå for en ting nemlig motorcykler :o)

Som dette indlæg også viser er jeg født og opvokset med de tohjulede maskiner, og den dag i dag er det lykken for mig at kunne starte min egen maskine og trille ud af landevejene.
Heldigvis har jeg nu fundet mig en mand som har samme interesse som jeg, hvilket også vores bryllupsbilleder bærer præg af  :o)



Min fars alt overskyggende interesse var veteran motorcykler, og var kendt af alle folk i de kredse. Der har været rigtig mange cykler ud og ind gennem portene i mit barndomshjem, men den der stod hans hjerte kær var denne Harley Davidson fra 1931.


Han købte den som 17 årig af en ældre mand som havde haft den fra ny, og det var med stor sorg han solgte den som 60 årig grundet sygdom. Det var som at sælge sit eget barn for ham.
Inden jeg kom til verden deltog både han og min mor i mange træf, og da min far døde i 2011 tog jeg bl.a. disse løbsnumre med hjem, som nu hænger på væggen i vores værksted og vidner om en tid der var.


 Nu er det mig der deltager i træf - dog uden løbsnumre men med skønne dejlige mennesker i motorcykelklubben M1800Riders som vi er medlemmer af.



Klubben er landsdækkende og består af folk som os, der kører på Suzuki M1800 og C1800. Sidste år var drengene med på træf i Sverige for første gang - men bestemt ikke sidste. Lidt tyder på at næste generation er klar :o)



 Her mit barn som har været vist et par gange efterhånden :o)

Og her min mands da den var på udstilling i Bella centret forrige år.

Lige nu ser den således ud... Resten af cyklen ligger hos maleren :o)

Nu venter vi bare med længsel på lidt solskin og veje fri for salt - Det bliver så skøøønt at komme ud og trille igen.

tirsdag den 12. februar 2013

Blogleg: L for.. Link og også for Langhåret, Linse og Liv

Jeg har hygget med at lave et par nye sider, og du finder dem aller øverst i fanen til højre på bloggen.

Den ene er "Halager's blogbutik"  hvor jeg løbende vil sætte nogle af mine kreationer og overskud til salg - lige nu er hylderne tomme, men de skal nok blive fyldt op :o)

Den anden side "DIY - opskrifter og inspiration" hvor jeg fandt Link og billeder frem på de opskrifter og idéer jeg har delt her på bloggen.


Og så alt det andet med L. De L'er der fortæller lidt om hvem der sidder her bag skærmen og taster på knapperne..

Lise - det er mig!
Livret - det kolde bord.
Lego - er ved at være kedeligt... mener mine drenge.
Liv - en skøn kvinde her i Blogville, der har givet mig mange smil på læben.
Lynlåse - har langt om længe knækket koden på hvordan de skal syes i.
Lussing - har jeg hverken givet eller fået.
Langhåret - har jeg altid været.
Levende Lys - er super hyggeligt.
Ler-fade - har et jeg bruger når jeg skal bage.
Langeland - glæder mig til et gensyn.
Lærkekogler - mine ynglingskogler til jul.
Læderbukser - så føler jeg mig rigtig hjemme.
Luftballon - kunne jeg rigtig godt tænke mig at prøve.
Linse - misunder absolut ikke hendes store bryster.
Ligusterhæk - så hellere en bøgehæk.
Længes - efter forår, plusgrader, solskin... og jord under neglene.

Billeder fra min staudehave i foråret 2012.

Længere blev den Liste ikke i dag....










mandag den 11. februar 2013

Bryan Rice - These Arms... Fedt nummer!



Blogleg: K for... Kia, korssting og kulørte lamper

Liv's blogleg er nået til bogstavet K og her er lidt K-ord om mig og min hverdag...


Korssting - har jeg syet dette L i.
Kia Carnival - min elskede bil.
Kogeplader - er lig med fastbrændt mad når jeg er i nærheden.
Kilometer - runder 150 af dem hver morgen inden klokken 9 - og flere i løbet af dagen.
Kærlighed - er der noget bedre?
Kys - giver jeg gerne til dem jeg elsker.
Krukker - elsker dem fyldt med blomster.
Katte - bor sammen med 2 stk på hhv. 13 og 14 år.
Kælkebakker - er skide sjove!
Kaffe - har jeg aldrig lært at drikke.
Klub - er medlem af M109riders, min anden familie.
Kildevand - giv det til fiskene så de har noget at grine af.
Kassekladder - et nødvendigt onde i mit arbejde.
Kilo - har jeg lidt for mange af.
Kaniner - skal ikke spises men kæles med.
Klokker - har jeg ved hver dør i stedet for dem med knap der ringer.


*suk* og Kastet op - har hunden lige gjort....

søndag den 10. februar 2013

Blogleg: J for... julesokker

Julesokker i februar...? tænker du nok, men ja, jeg hækler ind i mellem en julesok, og stakken vokser stødt og roligt.



Planen er at jeg skal på julemarked i Skåne, når sommeren er slut og julen nærmer sig igen. Ikke alene, men sammen med Hanne. Uha det skal blive hyggeligt :o)


Så for at være sikker på at få lavet lidt til markedet, hækler jeg julesokker i februar - sådan lidt ind i mellem når jeg ikke ved hvad jeg ellers skal lave :o)

Du kan finde link til opskriften lige HER.

lørdag den 9. februar 2013

Blogleg: I for.. Inspiration til nye påskeæg incl. DIY

I for Inspiration. Denne gang et påskeæg lavet omkring en vandballon :o) 

Internettet og især blogverdenen flyder over med inspiration til kreative sjæle, og da jeg for et par dage siden ville stive de sidste af påskeæggene til min Give away forsøgte jeg mig også med en anden idé:


Foreløbig er det et enligt æg, men det bliver det ikke ved med at være, for de er så simple at lave.


DIY:

Du skal bruge:
1 dl vand og 1½ dl sukker, en vandballon og snor/garn efter eget ønske.

- Vandet koges og sukkeret udrøres heri til det er helt smeltet.
- Pust ballonen op.
- Snor/garn (her har jeg brugt alm bomuldsgarn) gennemvædes godt i sukkervandet og vikles nu på kryds og tværs omkring ballonen. Sukkeret gør det så fedtet, at snoren hænger fint fast uden hjælpemidler.
- Når ægget er dækket så meget som du ønsker, hænges det til tørre i 1-2 døgn til det er HELT tørt.
- Prik hul i ballonen og træk den ud af ægget.

Så nemt og simpelt at alle kan være med :o)

Billedet er fra min inspirationskilde som du kan finde lige HER

Hun har brugt lim til natursnøren, hvilket nok er meget fornuftigt hvis det som her er en kraftig snor der bruges. Men til tyndere garn og snore kan sukkerstivelse fint bruges.

Håber I kan bruge idéen...
En rigtig god lørdag til jer alle.

fredag den 8. februar 2013

Blogleg: H for... Hold k*** for en torsdag!

Må man gerne bande i Blogville...? Sådan lige så stille og roligt - uden børn og sarte sjæle hører det?

I så fald står mit H for til Helvede med dagen i går!


Ja, hvem der bare var en hanhund.

Det var i går! I dag er i dag, og lige om lidt er det WEEKEND!!...

torsdag den 7. februar 2013

DIY - Hæklet taske til vandflaske med stjerner og blomster

Så blev drengemodellen i de hæklede tasker til vandflasker også færdig, og som lovet kommer der her en DIY på både tasker og pynt.

Yngstemanden valgte at hans model skulle være sort med grønne stjerner - Yes boss!

Jeg valgte at lave et andet mønster på drengemodellen - men her kan du jo gøre lige som du har lyst. Opskrift til mønster på den beige-farvede taske og blomsten kommer længere nede i indlægget...

Denne opskrift passer til en vandflaske med en Ø på 6 cm. Ønsker du den skal passe til en drikkedunk eller lign. der er bredere i bunden, laver du bare et par omgange mere med 6 udtagninger på hver efter omg. 5, indtil den passer i størrelsen, hvorefter du fortsætter med omgang 6 i opskriften.

Hæklenål: 3,5
Garn: 2 tråde alm. bomuldsgarn.

Bemærk: Hver omg. afsluttes med en km.

Opskrift til den sorte taske: 
1: 6 fm i en magisk ring
2: 2 fm i hver m (12)
3: * 1 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra * til * omg. rundt. (18)
4: * 2 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra * til * omg. rundt. (24)
5: * 3 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra * til * omg. rundt. (30)
6-18: 1 fm i hver m.
19: 4lm, *spring 1 fm over, 1stgm, 1lm* Gentag fra * til * omg. rundt.
20-23: 4 lm, *1stgm i stgm, 1lm* Gentag fra * til * omg. rundt.
24-29: 1fm i hver m. - Bryd ikke garnet men fortsæt med hanken.


Hank: (hækles frem og tilbage i rækker)
1: 10 fm, vend
2: 1lm, 1fm, 2fm sammen (indtagning), 4 fm, 2fm sammen, 1fm, vend (8)
3: 1lm, 1 fm, 2fm sammen, 2fm, 2fm sammen, 1fm, vend (6)
4: 1lm, 1fm, 2fm sammen, 2fm sammen, 1fm, vend (4)
5 og til du har nået halvdelen af den ønskede længde på hanken: 1lm, 4fm, vend.

Gentag hanken på den anden side af tasken, og hækl de 2 hanke sammen med fastmasker. Hæft.



Stjerner:
De hæklede stjerner fandt jeg HER. For at få stjernerne mere spidse i enderne, valgte jeg at hækle 5 lm, 1lm i 2. maske fra nålen, 1fm, 1halvstgm, 1stgm i stedet for Stine's version.

Den lysegrønne er hæklet i en enkelt tråd bomuld på nål 2, den store med 2 tråde på nål 3,5.


Opskrift til den beige taske:
Denne er samme størrelse som den sorte - men igen, hækl et par omgange mere med 6 udtagninger på hver hvis du ønsker den bredere.

Hækl omgang 1-10 som den sorte.
11: 3lm, 1stgm, 1lm, 2stgm i første maske. Spring 3fm over. I 4 maske fra nålen hækles *2stgm, 1lm, 2 stgm. Spring 3fm over.* Gentag fra * til * omg. rundt.
12-18: Km frem til 1lm. I denne hækles 3lm, 1stgm, 1lm, 2stgm. *Spring 4stgm over. I næste lm hækles 2stgm, 1lm, 2stgm* Gentag fra * til * omg. rundt.
19-22: 1fm i hver maske.

Fortsæt med hank som beskrevet under den sorte.


Opskrift på blomst:
1: 7 lm. Samles med 1km til en ring.
2: *10 lm, 1km om ringen* Gentag fra * til * til du har i alt 7 buer med 10lm i hver. 
3: *1fm, 1 halvstgm, 8stgm, 2lm, 8stgm, 1 halvstgm, 1fm* om den første bue - Gentag fra * til * omkring de næste 6 buer. Hæft.

Sy en knap fast i midten af blomsten.

Jeg håber det er til at finde ud af - ellers er du velkommen til at skrive, hvis jeg har gjort mig fuldstændig uforståelig :o)

Ha en dejlig torsdag aften...



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...