mandag den 30. december 2013

Fra skrot til slot - haven og en kæmpe racerbane

Eller "haven" er nok så meget sagt, for min mand er dansk mester i at ødelægge og rive i stykker. Heldigvis ved jeg han også kan bygge op igen, så selvom haven ligner noget der har deltaget i tredje verdenskrig, er jeg helt rolig...

Her under er den første gren nedlagt.

Og her resultatet efter motorsaven havde været igang:


Til foråret når varmen indfinder sig i luften, skal huset have en tur udvendigt. Hvidt med sort træværk og sokkel.


I skellet mellem huset og naboen er alt også ryddet for gamle buske, træer og hvad der ellers lå af gamle tagplader, træ og andet affald. Fyrtræet i baggrunden er også væk nu.


Garagen hører også til, og har været lejet ud til Kværkeby Slotracing siden 2006.

Kværkeby slotracing - hvad er det...?

En sjov idé om at bygge en racerbane, blev ført ud i livet. Og det er ikke bare en lille racerbane. Næ nej, en 4 sporet træbane på 48 meter.

 Billedet er lånt hos Kværkeby Slotracing

Besøg deres hjemmeside HER hvor du kan se meget mere om banen, dens opbygning og hvis det har vækket dit indre legebarn - også kontaktoplysninger til klubben, som er åben for selskaber eller bare en prøvekørsel på deres klubaften.


Men tilbage til haven.. Skal vi ikke bare kalde den endnu et projekt i "Fra skrot til slot"...?


lørdag den 28. december 2013

Fra skrot til slot - stuen og 3 nye rum

Jeg holdt et par skønne fridage i julen. Ikke at jeg nåede at få svinget benene op i sofaen, men jeg fik skiftet arbejdstøjet ud med mere civilt tøj, og penslen ud med skønt selskab af familie og venner, hvilket også giver ekstra energi og fylder godt i glædesdepoterne. 
Stor er min glæde også over at lejekontrakten er på plads, og "fra skrot til slot-huset's" nye beboere er fundet. Det bliver med en rigtig god mavefornemmelse at jeg kan overdrage nøglen til det nye par. Kemien er god og jeg er sikker på at de vil huset det bedste...

Inden da har jeg en del arbejdstimer endnu. Siden sidst er stuen malet færdig. Lofter, vægge og paneler er alle blevet hvide nu. Det gamle gulvtæppe er fjernet og bliver snart erstattet af samme gulv som på første salen. Radiatorerne skal også alle ha en tur med en pensel, og vindueskarmene skal laves.





Fra stuen er der udgang til entréen, som er et af de rum jeg nu er startet op på.
Her et billede fra før jeg gik igang med projektet:


Nu er der hul igennem til det der før var firmaets kontor...

På kontoret har jeg fjernet et stort skab og en masse tapet fra væggene.


Og nu jeg alligevel var igang, fik jeg også fjernet tapet i køkkenet. Da mørket var ved at sænke sig fik jeg spartlet vægge og huller op, så når jeg kommer i morgen skal der bare slibes, inden jeg kan gå igang med at tapetsere i både kontor, entré og køkken.


Min mand har været forbi og holdt mig med selskab de sidste dage. Han har maskinerne og har snart væltet hele haven for træer og buske som har været misligholdt i årtier, samt fjernet en gammel betonbunker, som før i tiden blev brugt til opbevaring af kartofler m.m. gennem vinteren. Det har givet lys og luft, og plads til at haven kan blive bygget op igen.

Det bliver et godt resultat.. engang.

tirsdag den 24. december 2013

Rigtig glædelig jul


Så fik vi pyntet juletræet og pakket gaverne ind...

Nu venter køkkenet, borddækningen, et hurtigt bad og en aften med spændte børn og hygge i venners lag.

Ønsker jer alle en fantastisk aften, med dem der står jeres hjerter nærmest.

Rigtig glædelig jul.

lørdag den 21. december 2013

Fra skrot til slot - stue og trappeopgang

Først vil jeg takke for jeres skønne kommentarer på de forrige indlæg jeg har lavet om mit projekt. De varmer og er med til at holde mig igang. Det er knap så sjovt som i starten at svinge penslen, men jeg holder fanen højt, fortsætter og nyder de fremskridt der er. 

Må erkende at de 27 dage ikke holder, men jeg har heller ikke lige så travlt længere. Jeg har haft en del fremvisninger de sidste dage, og 3 hold søde mennesker har reserveret huset. Det giver ro i maven og gå-på-mod til de sidste sving med malerpenslen.

I torsdags gik jeg i gang med stuen. En dejlig stor vinkelstue, som krævede spartling og tapetsering inden jeg i går kunne starte med den hvide maling. Loftet bliver taget lidt i etaper, da det skal males med pensel - lig med mere øm skulder. Guldtæppet er kasseret og i løbet af julen kommer der nyt gulv herinde.





Det øverste af trappeopgangen er også malet færdigt. Det nederste og selve trappen får en tur, når jeg skal i gang i køkkenet.

Før:

Træværket krævede 3 lag grunder og 2 lag maling før det overgav sig og blev hvidt. Godt man er stædig! Med et par nye lamper i stedet for de to halve skærme der hang, er dette område nu også færdigt.


Zarco fandt hurtigt et ynglingssted i huset. Han er ved at være træt af ombygningen, og glæder sig nok lige så meget som mig til det bliver færdigt. Men han er tålmodig, og en god undskyldning for at tage en gåtur i skoven ved siden af, når man trænger til en pause :o)


Her hjemme holder katten hans pude varm. Vi har fået trådt på hende og sparket til hende flere gange... Hun er altså heller ikke nem at få øje på.


Lige om snart holder jeg fri et par dage. Kors i hytten hvor jeg glæder mig til julefreden og måske at lave et indlæg om andet end "Fra skrot til slot" :o)

søndag den 15. december 2013

Fra skrot til slot - så mangler bare gulvet...

I denne uge har jeg ikke haft så mange timer til mit projekt "Fra skrot til slot" som jeg gerne ville, men hverdagen skal jo også passes. Rom blev jo heller ikke bygget på en dag.. eller hvordan er det lige det er...? 

Siden jeg lavede sidste indlæg i søndags har jeg brugt: 220 meter savsmuldstapet og tilsvarende tapetklister, 25 liter hvid maling, 8 bøtter fugemasse, spartelmasse og ca 1 liter spærregrunder alene til loftet her i det største værelse. Der ud over nye lister ved skråvinduerne og loftlemmen, samt et par hjørnelister og træmaling til lister og skabslåger.

Lidt efter/før billeder af de tre værelser på første sal, som nu "bare" mangler at få lagt nyt gulv...

 Det største værelse:






"Mellemværelset":
- hvor jeg i dag fik slebet soklen og alle skabslågerne og malet dem første gang.


Bemærk hvor "usynlig" loftlemmen er blevet på efter-billederne, ved hjælp af et par nye lister og maling. Helt "usynlig" var den ikke før:



Det bagerste værelse:
Som ikke er specielt nemt at tage billeder af... 


Når gulvet og fodpanelerne kommer på er de første 58 m2 indsflytningsklare - 106 m2 tilbage...

søndag den 8. december 2013

Fra skrot til slot - nedrivning og begyndende opbygning.

En lille statusopdatering her på femte dagen i mit projekt "fra skrot til slot"

Værelserne på første sal blev udgangspunktet. Her oppe mødte jeg min overmand... Det brune tapet! Tapetopløser fra farvehandleren kan ellers varmt anbefales. De første 6 lag tapet kom fint af, men over for det brune tapet måtte tapetopløseren opgive. Jeg gjorde det samme, og resterne fik lov at blive siddende.


Det samme gjorde tapetet på skråvæggene som ikke var skadet. Nu er de brune rester dækket med ny tapet. Loftet har et par løse brædder som skal skrues fast og så skal der gang i fugepistolen, men så er det værelse også klar til masser af hvid maling.


På de andre to værelser på første sal, er alt løst tapet fjernet. En væg med træbeklædning, samt flere samlinger er blevet pudset op, og i dag kunne jeg starte med nyt tapet herinde.
Skabslågerne i de indbyggede skabe står pt i skammekrogen, brune med grønne glashåndtag og venter på jeg bliver klar til at give dem nyt liv med hvid maling og nye greb.
 

I morgen fortsætter jeg med at klippe/klistre - desværre ikke julehjerter men tapet. Herunder mit tapetbord... 2 bukke med hylder fra det gamle kontor. På kanten har jeg skrevet mål, så jeg er fri for at slås med tommestokken. Super effektivt, ingen lejeudgift og nemt at flytte rundt på.


Min bonussøn var forbi i går og fik styr på en del el, og min kære mand var forbi og fik fjernet en masse brædder ved terrassen, renset tagrender og fik gang i de radiatorer der ikke har været i brug i årevis.
Alt i alt skrider projektet fremad i fornuftigt tempo, og jeg er stadig i hopla uden større skader end 3 knækkede negle, lidt rifter - og en blå, hævet lillefinger efter mødet med en indkøbsvogn...

onsdag den 4. december 2013

Fra skrot til slot på 27 dage

Et slot ender det ikke med at være, men jeg har 27 dage til at gøre boligen klar til en ny lejer.

Huset har fået nye døre og vinduer for 5 år siden. Det er blevet hulmursisoleret og pudset op udvendigt... Og ellers intet - som i absolut ingenting! Nu har jeg 27 dage til at endevende 164 m2 bolig. Uden at overdrive så trænger det kraftigt...






I går var jeg på tilbudsjagt efter nyt gulv til hele førstesalen og tapet i lange baner. Jeg fik slået hul i en væg og brækket et par skabe ned. Fjernet gulvtæpper, ryddet et pulterrum og dannet mig et overblik over hele situationen.
I dag har jeg et "stik-mig-et-hamrende-godt-tilbud-på-rigtig-mange-liter-hvid-maling-møde" hos min sædvanlige farvehandler. Hun plejer at være yderst samarbejdsvenlig, men ok... Jer der har fulgt med i mine projekter ved, at det langt fra første gang jeg svinger penslen ;o)
På den blå avis var jeg heldig at finde nogle hvide køkkenelementer til bryggerset, som min kære mand hentede i weekenden.
Jeg har ikke de store finanser at gøre godt med, men det skal nok lykkedes. Elsker at rende rundt i mine gamle malerbukser, rive ned og og bygge op. Lægge planer og føre dem ud i livet... Spørg ikke, om jeg stadig har samme mening om 14 dage!

Af samme grund vil jeg ikke være så frygtelig aktiv her på bloggen i december måned. Kigger ind når jeg får en ledig stund, medmindre øjenlågene bliver for tunge...

Samtidig vil jeg da lige oplyse at en ny lejer endnu ikke er fundet, så hvis I har spørgsmål, kender nogen eller selv står og mangler en bolig kan I kontakte mig via min mail.
Huset ligger i landlige omgivelser 6 km. uden for Ringsted midt på Sjælland, med gode busforbindelser til Ringsted og Køge. 164 m2 beboelse på 2 plan med egen have og udhus. På overtagelsesdagen vil huset absolut ikke fremstå som på ovenstående billeder - og udlejeren, ja hende må I tage som hun er...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...