søndag den 31. maj 2015

En hæklet flodhest - min nye havemedhjælper...


Jeg har hæklet en havemedhjælper. Med smækbukser, stråhat og nyhøstede gulerødder under armen.


Han skal bruges som  fødselsdagsgave til en skøn haveven jeg har. Måske han kan skubbe vedkommende igang med den ønskede urtehave :o)




Grundopskriften er Vivi og Vincent - de vinterbadende flodheste fra Frøkenen og baronen. Lidt andre farveskift, en stråhat i fri fantasi hæklet af jutegarn, sidste omgang i bukserne hækles i forreste maskeled, og første omgang af trøjen hækles i bagerste maskeled - derved opstår kanten i livet. Selve smækken er fastmasker i rækker, lommen og selerne er syet fast efter de er hæklet.


Gulerødderne er hæklet ud fra chiliopskriften i bogen Hæklet frugt og grønt af Maja Hansen. Riven fulgte med et så-sæt jeg købte i Fakta.


mandag den 25. maj 2015

Festivalstole - nu med broderet logo


Vi har brugt pinsen på den jyske vestkyst ved Esbjerg, i selskab med en stor flok dejlige fodbolddrenge og deres forældre. Desværre fik de ikke så mange sejre med hjem, men til gengæld scorede turen toppoint på det sociale samvær.

Mellem kampene er det jo nemt at slå røven i en festivalstol, så sådan en har vi stort set alle med.. Men de ligner hinanden alle sammen, så i dag røg vores i broderimaskinen - nu er de til at kende og samtidig kan de reklamere lidt for henholdsvis denne blog...


...og mandens firma.

torsdag den 21. maj 2015

Mere guld fra skrotjernbunken


Jeg er mere eller mindre altid på jagt.. På jagt efter det der er skrot for nogen men guld for mig. Seneste fund er denne "lysekrone" i jern. Smidt i en bunke gammelt jern der skulle videre på genbrugspladsen. Med tilladelse fra bunkens ejermand smuttede den med hjem, og er nu hængt op i drivhuset.



I hobbyrummet har jeg en æske stående fyldt med gamle prismer (Læs mere om dem HER) - tænker jeg skal bruge et par fritimer en weekend og pynte "lysekronen" lidt.


Samme skrotbunke indeholdt også et par plantestativer..


Min mand ser så træt ud hver gang jeg kommer slæbende med nyt "gammelt lort".. Jeg fatter det ikke :o)

onsdag den 20. maj 2015

Et gammelt smedejernsstakit reddet fra jernbunken


For nogle år siden reddede jeg dette smedejernsstakit fra en jernbunke. Det har sine små skævheder og skader. Nogle af dem har jeg rettet op på. Resten får lov at være...
Sidste år fik jeg det sandblæst og galvaniseret - og så nåede det ikke rigtig længere. Før nu...


Nu blev det grundet - og der næst malet 2 gange med sort spraymaling specielt til jern.



Jeg har forsigtigt placeret det ene felt på dets kommende plads. Tror det bliver fantastisk flot med slyngrosen i baggrunden..


Hele stakittet skal stå mellem vores hus og værksted. Bedene skal rettes ind, så det kommer til at passe, og tænker jeg vil skifte markstenene ud med brosten - nå ja, skulle jo så nødig kede mig ;o)

mandag den 18. maj 2015

DIY - Plantebord af en gammel skammel


Skamlen som jeg viste i indlægget HER, er meget simpel at lave - og loppemarkederne flyder over i gamle skamler og stole som er perfekte til formålet.


Forestiller mig at når husløgene er vokset til, vil de ligne en fin rød pude lige til at sætte sig på :o)


Skamlen jeg har brugt, fandt jeg på et loppemarked til 40,- kr. Den brune plade blev kasseret og i stedet hæftede jeg hønsenet fast i kanten. Sørg for at lav en fordybning i nettet så der bliver plads til jord og planter.


Efter en klat maling, hæftede jeg plastik (her er brugt en affaldssæk) hen over hønsenettet, for at holde på jord og vand.  I plasten har jeg lavet en masse huller, så det overskydende vand kan løbe ud.


Så er det bare at fylde med jord og planter...

Idéen fandt jeg på pinterest hvor de var lavet af gamle stole:

 Billederne med stole er begge lånt på Pinterest.

søndag den 17. maj 2015

Så blev drivhuset plantet til...


... til stor glæde for de små vagtler.




Foreløbig er det blevet til nogle forskellige tomat- og agurkeplanter, en enkelt melon samt 2 chilier og lidt basilikum.


6 små blåregn som jeg såede i vindueskarmen for 3 uger siden. 



Og min uundværlige siddeplads, hvor man kan sidde og bare nyde... Nyde vagtlernes konstante søgen efter små insekter mens de småsnakker, planterne og drivhusduften - og spise en solmoden tomat direkte fra planten.
Bag stolen har jeg sat en potteskjuler med bunden op ad. Dette gør jeg flere steder i haven, hvor jeg synes der skal lidt højde på.


Jeg har flere forskellige husløg herude. Synes de bliver ekstra flotte i drivhuset. Plantebordet herover med røde husløg har jeg lige lavet - En af dagene laver jeg et indlæg om det.


Tid til søndagshygge i solen..




tirsdag den 12. maj 2015

Endnu et hæklet tusindben



Efter en hektisk konfirmation er det lykken igen at have tid til hæklenålen. Første projekt var at få tusindbenet her færdigt... Det har ligget med en halv krop og 4 fire ben, og ventet tålmodigt i kurven på jeg fik tid til at slå mig ned i sofahjørnet igen.


Lørdag morgen røg det afsted med posten til en lige så tålmodig modtager...


Opskriften og mit første hæklede tusindben kan du finde HER.



Det første tusindben har bosat sig hos pigerne i Sy og Rens i Sorø, hvor det hygger sig i udstillingen. Kommer du forbi Sorø en dag, så kig ind i deres super hyggelige butik - og hils gerne fra mig ;o)

mandag den 4. maj 2015

Så blev min ældste konfirmeret


..og fejret over flere weekender. Selve konfirmationen var d. 19 april fra vores lille landsby kirke, med efterfølgende reception i haven i strålende solskinsvejr.

Knægten ville hverken iføres slips, butterfly eller skjorte og blazer.... Valget faldt på et par blå cowboybukser og en skindjakke. Jeg har endnu ikke set andre konfirmander i det dress, men han var sej og lykkelig - og jeg var glad og stolt :o) 


Selve festen blev efter konfirmandens ønske holdt lørdagen efter d. 25 april - igen i haven, men denne gang i noget der lignede silende regn.. Lige som på hans dåbsdag.

Men inde i teltet var der lunt og rart. Borde, stole og service til de 56 gæster var jeg så heldig at kunne låne mig til af en dejlig veninde. Borddækningen blev holdt helt enkelt, kun pyntet med masser af bloklys og blomsterne fra de netop udsprungende træer i skoven. 
Over buffeten havde jeg hængt en gren med billeder af Mikkel. Et billede fra hvert år fra han var 1 år og frem til i dag. 



Transporten fra kirken ville Mikkel have skulle være på mandens motorcykel (Behøver jeg at sige at jeg eeeeelsker min søn for at han har en anelse benzin i blodet...?) Hvad han ikke vidste var, at jeg havde kontaktet de andre fra den mc-klub vi er medlem af, for at høre om der var nogen der havde lyst til at lave lidt larm i gaden...


Det var der - her foreviget af Mikkel's faster:



Helt igennem nogle fantastiske dage. Gensyn med gæster fra både Norge, Nord Jylland og dem vi ikke har set i alt for lang tid. Manglende søvn, som har måtte indhentes efterfølgende.. Og næsten tre uger uden bare en enkelt hæklet maske i hjørnet af sofaen!

Alt i alt dage hvor følelserne fik frit løb. Smukke ord og tanker om en tid der var - og om det der venter i fremtiden.
Om to år går det løs igen. Selv om det holdt hårdt, glæder jeg mig allerede.....
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...