Viser opslag med etiketten Mit hjem og fristed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mit hjem og fristed. Vis alle opslag

mandag den 15. august 2016

Nymalet pavillon


Jeg havde sidste feriedag i går, og brugte 6 af timerne på at male pavillon. Den trængte kraftigt, men det er fan...s til arbejde med alle de sprosser, udhæng m.m. og jeg har lavet 37 overspringshandlinger inden jeg kom igang. Selv dørhåndtaget blev malet - mest fordi det var så grimt og rustent, så jeg er på jagt efter et nyt i gammelt stil.


Pavillonen ligger i hjørnet af vores træterrasse ved søen. Terrassen fik den helt store omgang for et par måneder siden og kan ses HER.




Her bagefter kan man sidde og tænke.. "Hvorfor har jeg ikke gjort det noget før" for det pyntede jo kraftigt..


 Søen indeholder ca 40.000 liter vand og er et paradis for havens fugle, insekter og ikke mindst mandens fisk.



Har du lyst til et kig ind i pavillonen kan den ses HER og HER

mandag den 22. juni 2015

Travlhed i haven da flere havefotografer kommer forbi i denne uge




Langt ude på landet, for enden af en blind vej ligger mit elskede bondehus hvor jeg har boet siden 1997. Siden jeg overtog huset er der sket meget - rigtig meget. Den gang var haven en "naturgrund". Vildt voksede træer og buske, masser af skvadderkål og brændenælder og flere nærmest ufremkommelige steder. 


Nu er der efterhånden styr på det hele. Så meget at der i denne uge kommer op til flere havefotografer og tager billeder til bl.a. blade og magasiner, samt et hold fra politikens forlag der skal bruge billeder til en kommende bog. De sidste par weekender er derfor brugt i haven. Vil jo gerne at den præsenterer sig fra sin bedste side :o)


Husnummeret her på krukken er et lille træskilt jeg har malet sort. Skriften har jeg printet fra computeren, overført til skiltet og malet op med hvid maling.


Vil du se mere fra haven er jeg i fuld gang med at forberede blogindlæg fra både potteskuret, staudehaven, hønsehuset, soveskuret, drivhuset og vandhaven - der nu er fyldt med godt 40.000 liter vand, fisk, planter og en bro. For ikke at glemme mit nye krydderurtebed, kaningården, pavillonen og flere andre steder. Alle med hang til det lidt romantiske hvor gamle ting er brugt igen - nogle på nye måder, masser af blomster og flere skøre input.

Håber du har lyst til at kigge med :o)

onsdag den 20. maj 2015

Et gammelt smedejernsstakit reddet fra jernbunken


For nogle år siden reddede jeg dette smedejernsstakit fra en jernbunke. Det har sine små skævheder og skader. Nogle af dem har jeg rettet op på. Resten får lov at være...
Sidste år fik jeg det sandblæst og galvaniseret - og så nåede det ikke rigtig længere. Før nu...


Nu blev det grundet - og der næst malet 2 gange med sort spraymaling specielt til jern.



Jeg har forsigtigt placeret det ene felt på dets kommende plads. Tror det bliver fantastisk flot med slyngrosen i baggrunden..


Hele stakittet skal stå mellem vores hus og værksted. Bedene skal rettes ind, så det kommer til at passe, og tænker jeg vil skifte markstenene ud med brosten - nå ja, skulle jo så nødig kede mig ;o)

fredag den 6. februar 2015

En smuk og hamrende kold morgen







Dværghønen var den eneste der vovede sig ud af det lune hønsehus her til morgen, så mens hun spiste sine favoriter af resterne fra aftensmaden, snuppede jeg et par billeder i haven.

Det er fantastisk smukt der ude, hvor frosten har sat sine spor.. Men jeg tror, at jeg følger hønsenes eksempel -  og bliver inde hvor der er lunt og rart :o)


onsdag den 21. januar 2015

Sommerminder fra haven


Mens det er gråt og vådt, kedeligt og hundekoldt udenfor, kan man godt sidde og ønske at årstiden var en anden. F.eks. forår med nyudsprungne bøgeblade og skovbunden fyldt med anemoner. Eller sommer med varme i luften, fugleunger i havens buske og træer, sommerfugle der danser rundt i luften, og roserne der breder deres duft ud i hele haven...


... mens man sidder på bænken under dem, med en kold drik og f.eks. hæklenålen.



Man kunne også få lagt de sidste få m2 af knoldebrosprojektet der mangler...


Og hente friske tomater i drivhuset.





Sidde i pavillonen efter aftenduggen er faldet og mørket er faldet på, eller en eftermiddag og nyde duften af sommerregn med tændte stearinlys og godt selskab.



Eller snuppe en lur i soveskuret.

Det varer lidt endnu... Men ok. Sådan en råkold januardag hvor solen skinner og frosten har sat sine spor kan også have sin charme.


Ild i pejsen og varm cacao.



Måske man skulle bruge tiden til at forberede de små frø der skal i jorden - mens man drømmer videre :o)

lørdag den 4. oktober 2014

Hygge og stearinlys i havens soveskur



Jeg fik en forespørgsel om billeder af vores soveskur i haven. Selvom jeg ikke var nået videre siden jeg fik bygget potte/soveskuret og sengen endnu ikke er malet.. Og sikkert heller ikke bliver det - for er den egentlig ikke meget fin som den står der med sin patina og slidte hjørner? Jamen så sagde jeg da straks "ja da"...


Jeg måtte frem med kosten og få fjernet de blade der allerede nu har opgivet at holde fast i træernes grene, hønsenes fjer der blæser lystigt omkring i hele haven og det løse sand der ikke var plads til mellem flisernes fuger da jeg lavede kant.


Med en madras i bunden og masser af puder og tæpper fra stuen, hobbyrummet og pavillonen blev sengen straks meget mere indbydende at slå sig ned i - Og lige så svær at få lettet rø*** fra igen ;o)


En gammel trækasse, lidt lyng og stearinlys til at give det sidste hygge... 


Selvom hverken mand eller børn var hjemme, følte jeg mig bestemt ikke ensom...


Bl.a. faldt jeg over hanen da jeg kom stavrende med en stak puder, og ikke rigtig kunne se hvor jeg satte fødderne... Og billedet herunder fangede gerningsmanden til alle de løse lyngblomster der lå rundt om på fliserne!


Nu håber jeg bare at billederne kan bruges der hvor de er sendt hen - og at vejret bliver lige så lækkert i morgen hvor jeg har fri og bare skal nyde søndagen...
Gæt selv hvor ;o)

torsdag den 28. august 2014

Hæklede fisk og nye puder i pavillonen


Pavillonen trængte til en opfriskning, så nogle af de hvide puder er skiftet ud. Det stribede stof har jeg haft liggende siden ruder konge var knægt. Det blå er en rest fra en fastelavnsfest og puden her under...


Den var oprindelig aflang, men efterhånden så slidt i enderne, at både inder- og yderpuden blev forkortet i begge ender. Nu har den atter fylde og kan bruges lidt igen.


Lige udenfor pavillonen er min kære mand igang med fiskebassin i stor størrelse, så tænkte at et par hæklede fisk passede fint ind :o)


Opskriften er Lene's og kan findes lige HER.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...