torsdag den 31. december 2015

Jeg ønsker jer alle et rigtig godt nytår


Jeg er klar til at hilse året 2016 hjertelig velkommen. Der er blanke sider i kalenderen, som bare venter på at blive fyldt ud med fantastiske oplevelser. Man starter jo på en frisk er der nogen der siger...
Egenlig fortsætter livet jo som altid. Man skal stadig huske at nyde hver dag man er her. Nyde de små øjeblikke i livet og sætte pris de kære man har omkring sig.

Jeg ønsker for dig - og for mig, at vi i året 2016 får et år fyldt med store glæder. At de sorger der skal passere vores vej, bliver små og ubetydelige. At helbredet ikke driller. At året bliver fyldt med glade og spændende udfordringer - og med kærlighed, med tid til samvær med de mennesker der står vores hjerter nær og gør os glade aller-inderst inde. At året bliver fyldt med smil og kærlighed, gode oplevelser og måske få opfyldt en drøm eller to...

Jeg vil ønske at det ønske går i opfyldelse, for så tager vi hul på det absolut mest fantastiske år - lige om lidt :o)

Håber I alle får en skøn aften og kommer godt ind i 2016. Og 1000 tak for alle skønne og søde kommentarer og smil gennem 2015.

Rigtig godt nytår

tirsdag den 29. december 2015

DIY - Nye hæklede håndklæder


Et par nye håndklæder er hoppet af hæklenålen. Det ene var et eksperiment på et nyt mønster, som jeg synes lykkedes rigtig fint. Det hullede mønster gør sig rigtig godt i bomuldsgarn, og er tilpas fast til håndklæder.

DIY:
Færdig mål: 35 x 50 cm.
Du skal bruge: 2 ngl. 8/4 bomuldsgarn og nål 3.

Lav 72 lm + 2 vendemasker (ialt 74 lm)
1: 1 hstm i 3. lm fra nålen, 1 hstm i hver lm rækken ud (ialt 72 hstm) Vend med 2 lm.
2-10: Hækl 9 rækker med hstm. Vend med 2 lm.
11: fm (72) Vend med 1 lm.
12: 1 fm i de første 2 fastmasker, *5 lm, spring 2 fm over, 1 fm i hver af de næste 3 fm * Gentag fra * til * rækken ud. Afslut med 1 fm i hver af de sidste 2 fm, og vend med 1 lm.
13: 1 fm i første fm, *5 fm om lm-buen, spring 1 fm over, 1 fm i næste (den midterste af de 3 fm fra sidste rk.), spring 1 fm over * Gentag fra * til * rækken ud. 1 fm i den sidste fm. Vend.
14: 6 lm (tæller som 1 dbstg + 2 lm), spring de første 2 fm over, 1 fm i de næste 3 fm (de 3 midterste fm på lm-buen), *5 lm, spring 3 fm over, 1 fm i hver af de næste 3 fm (igen de midterste 3 fm) * Gentag fra * til * til de sidste 2 fm, 2 lm, 1 dbstgm i den sidste fm. Vend med 1 lm.
15: 1 fm i dbstg, 2 fm om 2lm-buen, spring 1 fm over, 1 fm i næste fm, *5 fm om næste lm-bue, spring 1 fm over, 1 fm i næste fm, spring 1 fm over * Gentag fra * til* til den sidste 2lm-bue. 2 fm om2lm-buen, 1 fm i den 4. af de 6 lm fra sidste række. Vend med 1 lm.
16: 1 fm i de første 2 fm, * 5lm, spring 3 fm over, 1 fm i hver af de næste 3 fm * Gentag fra * til * 1 fm i hver af de sidste 2 fm. Vend med 1 lm.
17-20: Gentag række 13 - 16 
21: Gentag rk. 13 og vend med 2 lm (Nu skulle der gerne være 5 rækker "huller")
22: 2 hstm, *3fm, 1 hstm, spring 1 fm over, 1 hstm* Gentag fra * til * rækken ud og afslut med 2 hstm i de sidste 2 fm. Efter denne række skal der igen være 72 masker på en række.
- Hækl nu 36 rækker med 1 hstm i hver m. Vend hver række med 2 lm. 
- Gentag række 11 til 22 og fortsæt med 10 rækker hstm som i starten. 
Afslut med at hækle 1 række fastmasker rundt om hele håndklædet og lav en strop til ophæng. (Se evt. hvordan HER)


Det andet er hæklet i muslingemønster, som jeg har hæklet flere håndklæder i før. Opskriften på det kan du finde HER. På dette har jeg dog ikke hæklet fastmasker i kanten.

tirsdag den 22. december 2015

Stor hæklet puf - en rigtig lækkermås



Den nåede ikke at ligge i stuen i mange dage, før yngstemanden havde fået ejerfornemmelser.. Men den blev også lækker. Stor, blød, vamset og fantastisk både at sidde på, men også at ligge op af, når man lander på gulvet sammen med hunden i en hyggestund.


Jeg har hæklet den af flere tråde gråt uldgarn på nål 10 - garn jeg havde haft liggende i en årrække. Garnet var oprindelig indkøbt til et strikkeprojekt, men eftersom armene ikke vil samarbejde med et par strikkepinde længere, er det kun skønt at det nu har fået anvendelse til denne lækkermås.

Opskriften fandt jeg HER. Jeg valgte dog at hækle en flad bund, for at holde formen lidt bedre. 

 

mandag den 21. december 2015

DIY - Julekugler med fjer

Jeg forelskede mig i julekuglerne HER fra Broste Copenhagen - men absolut ikke om jeg vil give 45,- kr. for en fjerbold der kun skal hænge fremme i december måned...


 På hobbylageret havde jeg fjer, styroporkugler og lim - jamen hvad var problemet? Sæt i gang Lise :o)


Jeg startede med at klippe fjerene til, så de ikke havde den stive stilk og alt for mange dun. Styroporkuglen satte jeg på et grillspyd, så den var til at styre. Kom lidt lim på kuglen og fordelte det med en pensel (- tænker at spraylim, vil være en stor fordel til dette projekt). Lagde så ellers fjerene lag på lag så de dækkede hele kuglen. Herefter lod jeg dem stå på grillspydet og tørre hvorefter jeg bukkede en "hårnål" af ståltråd, som jeg monterede snoren til ophæng med.

Jeg fik mine "fjerbolde" uden at blive ruineret. Fjerene blev købt til påske. Men når vores nye hønniker begynder at fælde, skal jeg helt sikkert ud og samle. Fine spraglede sort/gule fjer...

Et rigtig hyggeprojekt hvor også børnene kan være med.

mandag den 7. december 2015

De 10 vigtigste sundhedsmæssige fordele ved håndarbejde med garn


Den overskrift fangede mit indre, da jeg tilfældigt faldt over Dorte's blog Min anden side.


De sidste 2 år har jeg selv haft en personlig kamp. En kamp med stress, angst, depression, nedsat selvværd mm. Efterfølger af flere år hvor jeg på ingen måde tog hensyn til mig selv. Levede i overhalingsbanen med 220 km/t som alenemor efter drengenes far døde, selvstændig vognmand og en mani med at kaste ALT for mange bolde op i luften på samme tid...
Da jeg pludselig fik tid til mig selv knækkede filmen. Alt ramlede sammen. Jeg kunne ingenting! Jo, jeg kunne hækle... Derfor skrev jeg til Dorte om jeg måtte dele denne med jer, for jeg er ikke i tvivl om at sammen med mine drenge (store som små) er hækling det der har fået mig tilbage på rette kurs...


Artiklen stammer oprindeligt fra lionbrand.com, skrevet af blogger og forfatter Kathryn Vercillo der er ekspert i at bruge håndarbejde til at helbrede, efter at have forsket i emnet til sin bog "Hækling reddede mit liv".

Garn helbreder! Hvad enten du foretrækker pinde eller nåle eller en kombination af begge, kan håndarbejde lindre din krop og reparere dit sind. Beviser har vist dette i årtier, og ny forskning bekræfter det med videnskab. Fordelene som folk rapporterer er tilsyneladende endeløse. Her er de 10 bedste sundhedsmæssige fordele ved håndarbejde med garn..

1. Strik og hækling lindrer depression
Lettelse af depression er langt den mest rapporterede og studerede fordel ved hækling og strik. Gentagelserne i håndarbejdet har vist sig at frigive serotonin, et naturligt anti-depressiv. CNN har for nylig rapporteret, at 81% af 3.500 strikkere med depression, er lykkeligere efter strikning. Og mere end halvdelen af deltagerne rapporterede at de var "meget lykkelige". Undersøgelsen er offentliggjort i British Journal af Occupational Therapy.

2. Håndarbejde reducerer angst
Håndarbejde med garn hjælper ved forskellige former for angst. Den holder din hænder travle og sindet fokuseret, så du kan deltage i undervisning eller begivenheder, selv når du har social angst. Det bringer det indre sind til et roligere sted når du skal håndtere angst tanker. De gentagende tællerier, har endda vist sig at tjene som et produktivt udløb for mennesker med OCD og spiseforstyrelser. Et Amerikansk Håndarbejds Råd rapporterer om en undersøgelse, der viste at næsten 3/4 af kvinder med anoreksi, fandt strikning beroligende og angstdæmpende.

3. Projekter opbygger selvtillid
Lavt selvværd har en lang række negative sundhedsmæssige bivirkninger. Håndarbejde hjælper med at opbygge selvværd ved at:

  • Opbygge nye færdigheder
  • Tillade håndarbejderen at føle sig produktiv
  • Tilføre en nyttig måde at give til andre
  • Skabe skønhed gennem selvudfoldelse

Noget så simpelt som at visualisere, arbejde på og til sidst færdiggøre et projekt, kan gøre at du får det bedre med dig selv. Dette har hjulpet folk med alt fra at håndtere frygten for arbejdsløshed og på at få styrken til at forlade et voldeligt forhold.

4. Håndarbejde kan reducere eller udskyde demens
Flere undersøgelser har vist, at strikning og hækling kan udskyde aldersrelateret hukommelsestab. Håndarbejde kan også være beroligende for de mennesker, der allerede oplever tegn på demens. For nylig har forskeren Yonas Geda, MD, en neurolog på Mayo Clinic, gennemført en undersøgelse som viste at strikning er neuroprotektiv og kan reducere demens med op til 50%.

5. Strik eller hækl dig igennem søvnløshed
Søvnløshed er en forfærdelig følelse. Du er træt, men du kan ikke sove, og så bliver du fustreret over at du ikke kan sove, hvilket bare gør det endnu sværere at sove. Håndarbejde med garn kommer dig til undsætning! Fokusér på et blødt, beroligende, let, gentagende hæklet eller strikket projekt, og din krop og sind kan ofte gå så langt ned i gear, at du bliver klar til at sove. "Stitchlinks", en britisk organisation, der forsker i fordelene ved strikning, rapporterer at en undersøgelse foretaget af professor Herbert Benson fra Mind/Body Medical Institute viste, at 100% af patienterne med søvnløshed oplevede forbedret søvn, og at 90% var i stand til at fjerne medicin, vha. et forløb der indeholdt strikning.

6. Afslapning reducerer irritabilitet og rastløshed
Vi har fornylig delt hvordan du kan finde vej ud af kabine-feber. Hækling og strikning kan hjælpe dig igennem enhver situation hvor du føler dig gnaven, rastløs, fustreret eller keder dig. Denne positive form for udløb, bevarer dine relationer og holder dit humør afbalanceret.

7. Håndarbejde som bøn
Bøn har vist sig at have en bred vifte af sundhedsmæssige fordele. Hækling og strikning kan bruges som en del af din bøn proces.

8. Håndarbejde med garn bygger fællesskaber
Ligegyldigt hvilket sundhedsproblem du har med at gøre, hjælper det at have et fællesskab at støtte dig til. Der er så mange måder at hækling og strikning skaber fællesskaber:

  • Gennem lokale strikke- og hækleklubber
  • Ved garnmesser og relaterede begivenheder
  • Uformelt gennem forbindelser i garn butikker
  • I de mange online håndarbejds fællesskaber
  • Gennem en følelse af at være bundet til generationerne før og efter os

9. Håndarbejde hjælper med bearbejdning af sorg
Tab er en forfærdelig ting og ingen af os undslipper det. I perioder med dyb sorg kan det synes umuligt, at du nogensinde vil være i stand til at fungere normalt igen. Du hopper i din pyjamas og bor i din seng og føler det som om at verden er kommet til ende. Hækling og strikning kan være en af de mest beroligende ting i denne periode. Det er noget du kan foretage dig uden en masse udgifter eller kræfter. Det er noget du kan gøre i små bidder, når du har energien. Det kan for et øjeblik fjerne dine tanker fra dine smerter. Teksturer og garnfarver, varmen fra det projekt du er ved at lave, og den smukke op/ned bevægelse af sting på sting får dig en dag tættere på at få det godt igen.

10. Stressreducerende fordele ved håndarbejde med garn
Stress er et af vores største sundhedsproblemer. Ulemperne ved stress spænder fra migræne og træthed til hjertesvigt og tidlig hukommelsestab. At reducere stress, reducerer sygdom. Det at bruge strikning eller hækling som meditation, kan være en daglig måde at minimere virkningerne af stress i dit liv.

***

Artiklen findes i sin oprindelige form HER

En stor tak til Dorte med bloggen minandenside for jeg måtte dele hendes oversættelse af artiklen.

søndag den 6. december 2015

Dekorér dine blyanter med maskingtape


Nu jeg var igang med at omdanne blyanter, fra alverdens farver til det der matcher, fik jeg lavet disse 5 blyanter til hobbyrummet.

Vikl maskingtape på skrå fra top til bund og skær det overskydende væk.. Pist væk var superskurkene og disneyfigurerne :o)

lørdag den 5. december 2015

DIY - Blok og blyanter med Tildapapir



I jagten på kalendergaver til min mor, fandt jeg en gammel Disney-blok i gemmerne, med en mildt sagt kedelig forside. 

Jeg skruede spiralen ud, og skar en ny forside + bagside i samme mål som papiret. Med en hulmaskine klippede jeg huller i kartonet fra Tilda, og skruede spiralen på blokken igen.

Tildakartonet røg en tur i kopimaskinen. Af kopien skar jeg en strimmel der passede med omkredsen af en blyant. Godt med lim på papiret, og vikle det stramt om blyanten. Når limen er tør kan du skære det overskydende papir væk i enden, og spidse blyanten i en blyantspidser.
  

Et sødt lille sæt til de små notater :o)


tirsdag den 1. december 2015

Hjemmelavet chokolade/slik-kalender til drengene




Årets chokoladekalendere er skiftet ud med en hjemmelavet chokolade/slik-kalender. De sidste par år har jeg købt mig fattig i de dyre chokoladekalendere. Yngstemanden er lettere kræsen, og flere dage fik ældstemanden 2 stykker og yngstemanden ingenting. 

I år har jeg købt forskelligt slik og chokolade, som jeg ved de begge kan li og pakket det i 24 små pakker. Et par timers hygge med opdeling og indpakning har allerede givet mig så meget tilbage. At se drengenes spænding, og de utallige gange de allerede har været forbi og lure på pakkerne, at høre dem gætte løs på hvad der gemmer sig af slik bag papiret er sød musik i en mor's ører. Nu ved jeg også at de begge to får noget de kan lide hver dag - og ikke mindst har jeg sparet noget der ligner 150,- kr. 



søndag den 29. november 2015

Nåleetui af et gammelt lommetørklæde



Min mor ønskede sig et nåleetui magen til det jeg selv har (Se det HER) De er syet efter en opskrift fra Tilda.

I gemmerne har jeg en del gamle lommetørklæder fra den gamle del af familien, bl.a. fra min oldemor med hendes initialer AH - Astrid Holm. Nu har AH fået en ny betydning her maaaange år efter. Min mor hedder Anne Halager :o)


Nåleetuiet gemmer sig i hendes julekalender som gave nr. 4, så hun ved ikke hun får det endnu.. Håber ikke I sladrer ;o)

onsdag den 25. november 2015

DIY - Hæklede julemuffins i 2 størrelser




Jeg fik købt papirsforme i Ikea, og kom i tanke om Gittes søde julemuffins som skulle afprøves. De var desværre bare alt for små til de forme jeg havde købt, så her er en udvidet version af Gitte's kager, med kristtorn på toppen.


DIY:

Du skal bruge:
Bomuldsgarn 8/4 i hvid, brun og grøn
Hæklenål nr 2½
Fyld
Røde træperler i forskellige størrelser
Papirsforme (fra IKEA)

Lille muffin:
Start med hvid
1 omg.: 6 fm i mg. ring (6)
2 omg.: 2 fm i hver (12)
3 omg.: 1fm, 2fm i næste (18)
4 omg.: 2fm, 2fm i næste (24)
5 omg.: fm (24)
6 omg.: 3fm , 2fm i næste (30)
7-8 omg.: fm (30) Skift til brun
9 omg.: fm i bagerste maske (30)
10-11 omg.: fm (30)
12 omg.: 3fm, 2fm sammen (24)
13 omg.: 2fm, 2fm sammen (18)
14 omg.: 1fm, 2 fm sammen (12) Fyld
15 omg.: 2fm sammen (6) Luk af

Stor muffin:
Toppen - hækles med hvid:
1 omg.: 6 fm i mg. ring (6)
2 omg.: 2 fm i hver (12)
3 omg.: 1fm, 2fm i næste (18)
4 omg.: 2fm, 2fm i næste (24)
5 omg.: 3fm, 2fm i næste (30)
6 omg.: 4fm, 2fm i næste (36)
7 omg.: 5fm, 2fm i næste (42)
8 omg.: fm (42)
9 omg.: 6fm, 2fm i næste (48)
10 omg.: 7fm, 2fm i næste (54)
11 omg.: 8fm, 2fm i næste (60)
12-14 omg.: fm (60) Luk af og hæft.

Bunden - hækles med brun:
1 omg.: 6 fm i mg. ring (6)
2 omg.: 2 fm i hver (12)
3 omg.: 1fm, 2fm i næste (18)
4 omg.: 2fm, 2fm i næste (24)
5 omg.: 3fm, 2fm i næste (30)
6 omg.: 4fm, 2fm i næste (36)
7 omg.: 5fm, 2fm i næste (42)
8 omg.: 6fm, 2fm i næste (48)
9-10 omg.: fm (48)
11 omg.: 7fm, 2fm i næste (54)
12 omg.: fm (54)
13 omg.: 8fm, 2 fm i næste (60)
14-15 omg.: fm (60) Luk af og hæft.

Sammenhækling:
Læg top og bund vrang mod vrang med toppen forrest (ind mod dig selv). Hækl dem sammen med fastmasker gennem begge masker. Fyld inden du når hele vejen rundt.

Kristtorn:
Hækl 1 blad til de små muffins og 3 til de store.
Start med 10 lm.
1 rk.: Start i 2. maske fra nålen: *1km, 1fm, 1hstg, 1fm* Gentag fra * til * og afslut med 1km.
2 rk.: Lav 2lm og gentag rk. 1 på modsatte side af de 10 lm fra starten.
Hækl fm hele vejen rundt om bladet. Ved hver hstg., samt i toppen af bladet hækles 1fm, 1 picot (3lm, 1km i første lm) og endnu en fm inden du fortsætter rundt med fm. for at fremhæve spidserne.

Til slut:
Sy bladet/bladene på i toppen og sy nogle perler på som bær.
Lim kagen fast i papirsformen med en limpistol.


P.S. Skal hilse fra hønsene og sige de ikke kan spises :o)


fredag den 20. november 2015

Hæklet dukke


En lille hæklet dukke er hoppet af hæklenålen. Søger man et nemt projekt, er hun i værtfald værd at overveje..


Opskriften købte jeg HER


tirsdag den 27. oktober 2015

Jeg bygger fuglehuse og redekasser - af mandens kaserede byggerester


Der er gået ren Byggemand Bob i den her hjemme :o)
Jeg vil gerne have nogle flere redekasser til havens fugle, og en dag da jeg stod med et større vred afskårende træstykker der skulle smides ud, ja så måtte det prøves..


Det har grebet lidt om sig, for jeg får hele tiden nye idéer - og min kære mand husker at tænke på mig, når han får træ i overskud, så materialerne mangler heller ikke.


De er alle blevet malet med hvid maling, og tagene er malet koksgrå, og tilført et lag hvid voks der giver et rigtig hyggeligt finish.


Fuglehuset med foderbrædt herunder har kun fået første lag maling. Skal lige ha endnu et lag, samt den hvide voks..


Taget på den "overdækkede terrasse" er lavet af rørepinde til maling.


På flere af husene har jeg sat nogle trærødder fast - nogle som pynt, og andre for at skjule skævheder og byggefejl :o)


Her under mit lille materialelager.
Lange og korte, tykke og tynde. Alt kan bruges. Brædder, lægter, lister, rørepinde og andet træ står klar - det samme gør idéerne...
De runde stolpeender skal dog ikke bruges til havens fugle - de og en halv flagstang er tiltænkt en juleidé.. Hvem der bare havde 14 dage uden planer ;o)

lørdag den 26. september 2015

Skøn inspiration til husløg i haven


Jeg var så hamrende heldig at få foræret en hel trillebørfuld husløg tidligere på ugen. For at få lidt ny input, rundkastede jeg en forespørgsel på Facebook i grupperne "Alt om haven" og i "Drivhusglæder og haveguf" - og de skønne havemennesker bombarderede mig med skøn inspiration..


Nu er det gamle bådfad med hul i bunden plantet til..


Et par granitlanterner og et fuglebad - nok ikke den mest holdbare løsning til husløg. 



Men de passede så fint til vores granitbænk ved havebassinet :o)


Et gammelt fad der var revnet i bunden, har fået plads i drivhuset, sammen med to potter der har stået derinde hele sommeren.


Og i skoven fandt jeg to træstykker med fordybninger - lige til at plante i.


Resten af husløgene er plantet i lerpotter til senere brug. Har bl.a.  fået en skøn idé med husløg på taget af et fuglebrædt, og en hængende bold af husløg som jeg rigtig gerne vil prøve..


Her under et billede fra tidligere på sæsonen fra plantebordet i drivhuset..


Og min skammel med den røde pude af husløg. Du kan se hvordan jeg lavede den  HER


Når vinteren gør sit indtog i haven, sætter jeg alle husløgene ind i drivhuset. Der står de uden vand indtil foråret, hvor de begynder at gro og grønnes kort efter de har fået deres første tår vand igen... Dem der er plantet direkte i haven bliver hvor de er og må klare sig uden hjælp - hvilket de for øvrigt også gør uden problemer :o)

torsdag den 24. september 2015

Endnu en hæklet abe


Min mor ønskede sig en hæklet abe, da hun så den lyserøde jeg havde lavet.. Denne skulle bare være i "abe-farver" - og det blev den så :o)

Opskriften findes HER.
Efter indlægget HER med den lyserøde abe, har jeg fået rigtig mange mails med bestillinger af det berømte lille dyr, men reglerne omkring den, er at den ikke må laves til salg. Hvis du ikke kender en der kan hækle, må du derfor selv i gang med hæklenålen..

P.S. Det er bevist at håndarbejde er en hjælp til at slappe af, personer med tendens til stress har fået det bedre, det er super hyggeligt og slet ikke så svært når man først får det lært såååå.... HEP HEP :o)


onsdag den 23. september 2015

Bordskånere i stof-garn


Jeg har lavet dem før, men synes de tåler en gentagelse nu der kom et nyt sæt til verden..


Bordskånere hæklet i stofgarn. Et nemt og hurtigt projekt - og en god gaveidé.
Du kan se hvordan jeg har lavet dem HER.

Husk:
Da stofgarn er lavet af blandet restestof, så husk at tjekke om det kan tåle varme, inden du går igang. Prøv med en lighter - smelter det, er det ikke egnet til bordskånere og grydelapper!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...