fredag den 14. februar 2014

Fra skrot til slot - De færdige rum: Køkken


Køkkenet er blevet så lyst og lækkert. Det gamle køkken fra starten af 80'erne med traditionelle trælåger, har fået hvidt maling, nye fliser, et emfang fra den blå avis, nye greb og bordpladen blev slebet godt ned og tilført nyt olie.



Tapeten blev fjernet...


Terrassedøren med den ødelagte kattelem...


...er blevet fin og hel igen.


Et stort skab er fjernet, så tapet og gulv fra gammel tid kom frem i lyset igen :o)


Vi måtte lave nye udgang til emhætten og fik bygget en kasse for at skjule flexrøret.


Og så blev der malet, med litervis af hvid maling...


Men hvad med alle hullerne - hvor er hvidevarerne?
De nye lejere ønskede at få indbygningsovn og kogeplade, og sætter selv de skabe op og laver de ændringer der skal til for at få ønsket opfyldt. Opvaskemaskine og køle/fryseskab har de også selv med.. Heldige mig :o)




Jeg fik hjælp af en god kammerat med fliserne. Væggene er hamrende skæve så han fik kamp til stregen, og drengene måtte selv smide en pizza fra fryseren i ovnen den aften, for det blev sent før jeg kom afsted. Fliserne er fra Jem og fix til 98,- kr. pr. m2. Synes de passer rigtig fint her ud til.



 Om få timer skal jeg overdrage huset - jeg glæder mig helt vildt, og vil fejre det i aften med en kølig øl, et godt stykke kød i selskab med nogle skønne mennesker.


onsdag den 12. februar 2014

Fra skrot til slot - De færdige rum: Entré

Det mindste rum i huset - men et rum man krydser gennem konstant. Foruden hoveddøren, er der indgang til kontoret til venstre, der næst bryggerset, lige fremme badeværelset, til højre 2 indgange til køkken og stue..  


Før var rummet sandfarvet. Jeg holder meget af den farve, men et eller andet sted passer den bare ikke sammen med de brune døre.


Her den modsatte vej, hvor man kan se der ikke var åbent ind til kontoret.


Det blev der hurtigt, samtidig med at en del af tapeten måtte ned.


Nyt tapet op, masser af hvid maling på loft og vægge...


Og jeg var færdig herude... Troede jeg! Da jeg så billedet her under, måtte jeg overgive mig og gå i gang med alle dørene også.


Male, male, male og nye håndtag hele vejen rundt - Så var jeg færdig :o)



Døren ind til stuen slap jeg dog for, da de nye lejere har købt en glasdør der skal sættes op her.


Huset har lignet - som det også var - et byggerod indtil for få dage siden. Nu er det ryddet for rod og dufter af Ajax. 

Omvendt ser det ud på hjemadressen. Mandag aften tømte vi yngstemandens værelse. I går fik vi det malet og flyttet soveværelset der ind. Det gamle soveværelse nåede også at få et lag maling og begge drenge sov der på et par madrasser i nat. Men.. ALT roder! I stuen står de fleste af yngstemandens ting, køkkenet flyder i værktøj, malerbøtter og en støvsuger med mavepine. I entréen er der kun en smal gennemgang til toilettet, for ikke at forglemme alle de nullermænd der pludselig dukker op alle steder fra, og vivler rundt sammen med hundehår som Zarco fælder i totter for øjeblikket. 
I dag fortsætter vi.. Ældstemandens værelse skal tømmes  (mere rod) og males og så går starten på flytning af mit hobbyrum til underetagen. Reolerne skal males, og jeg har mine tvivl om hvordan jeg skal få plads til bare det ene af mine store borde derinde... 

Kaos og flytterod! 

Er der nogen der har lidt ferie i overskud - gerne incl. liggestol, boblevand og en varm solstråle...?

mandag den 10. februar 2014

Fra skrot til slot - De færdige rum: Stuen


Fra skrot til slot er ved at være ved vejs ende.. Jeg mangler rengøring af gulvene i hele huset, at montere armaturet i bryggerset og få slebet bordpladen i køkkenet, men når det er gjort - ja, så er det SLUT! 
I dag pakkede jeg traileren med værktøj, overskydende materialer, kaffemaskinen, trappestigen, radioen, pensler og de halvtomme malerbøtter. Kun en fugepistol, en skruetrækker og slibemaskinen ligger tilbage sammen med rengørings klude, støvsugeren, ajax, en spand og gulvskrubben. 

Det har været en lang proces, men også en lærerig proces, og et arbejde jeg - hvor utroligt det end lyder - gerne gør igen. Måske det er her mit fremtidsjob gemmer sig..?


Stuen er huset's største rum. En stor, lys og traditionel vinkelstue.

Som det før er omtalt fik huset nye døre og vinduer for 5 år siden, og ja.. siden er der ikke sket meget herinde. Stadig med skruehuller i de dengang nye gipsplader, og vindueskarme der aldrig er blevet behandlet og derfor nu var ødelagte.


Gulvtæppet havde ikke så forfærdigelig mange år på bagen, men ikke engang en rensning ville kunne redde det.




Og ledninger..! Jeg fyldte 2 skraldesække med ledninger. Antennekabler m.m. der var ført på kryds og tværs af værelserne, udenfor og ind igen, op på loftet og ned igen - og klippet når de ikke skulle bruges længere..


Væggene blev spartlet, og tapetseret hvor det var nødvendigt.



Masser af hvid maling..



Radiatorerne har også fået nyt liv med hvid maling - her er jeg halvvejs :o)



De ødelagte vindueskarme. En tømrer ville ha grint sin r** i laser over min måde at tage mål og lave skabeloner på, men alle hjørner havde sine egne vinkler og mål, så jeg snuppede en avisside og tegnede mig en skabelon, som jeg førte over på træpladen og skar efter. Pladen passede hver gang :o)


Mere hvid maling på dem, gulv på gulvet, lister i alle kanter og stuen er indflytningsklar.






Herhjemme er drengene lige nu ved at tømme yngstemandens værelse. I morgen skal vi male væggene derinde - hvide... Siger ikke hvad jeg hellere vil lave, men ser positivt på det: Det er ikke gamle, brune træpaneler der kræver 4 gange grunder og 3 lag maling.

I tørretiden får jeg måske tid til at lure lidt på mit kreahjørne. Jeg har været rastløs de sidste par måneder, og er gået i gang med mere end 5 ting, hvor ingen af dem er færdige. Tænker jeg har mange timer til gode i selskab med min hæklenål efterhånden, og I har mange indlæg til gode med andet end hvide vægge - Jeg skal nok tage revanche. Det lover jeg!!!

onsdag den 5. februar 2014

RIP Egon og Karla


Der er stor sorg her på matriklen i disse dage. Andegården er tom, og der er ingen der rapper rundt i haven. Ingen der plasker i vandet og ingen der nyder når det regner. De nedfaldne blade må hønsene vende alene, for ræven har hentet Egon og Karla...



2 hegn har den sprunget over, for at komme ind, og 2 igen den anden vej for at få dem med ud på marken, hvor kun fjerene lå tilbage.





Æv!

tirsdag den 4. februar 2014

Fra skrot til slot - De færdige rum: Kontoret

Kontoret var oprindeligt ikke en del af huset... og så alligevel. Mens jeg havde firma herude, var der ingen adgang fra huset her ind til. Rummet havde sin egen indgang og var ikke en del af lejemålet. Det er det nu - igen, for den tidligere adgang fra entréen er genåbnet.


Da firmaet lukkede i sommers, blev alt pakket ned og døren lukket.
Hylderne der hænger bagerst på væggen har fulgt mig hele projektet rundt som tapetseringsbord på to bukke.


Jeg startede med at lave hul ind til entréen og fjerne det store skab i hjørnet.


Da alt andet var væk, skulle der en del tapetopløser og knofedt til at komme ind til de bare vægge.


Nyt tapet kom op, loftet blev slebet og der var klar til litervis af maling.


Da jeg fjernede gulvtæppet blev gummiunderlaget liggende. Heldigvis går min mand ikke ned på udstyr - altså værktøj, og han havde en finecutter som fint klarede at få skåret gulvet rent.


Hvidt i hvidt og klar til gulv...


Samme gulv som på første sal, og en tynd liste rundt langs fodpanelerne for at skjule skæringerne. Foran mellemrummet mellem døren og gulvet har jeg skruet en hjørneliste fast. Ikke lige den liste man normalt bruger sådan et sted - men den eneste jeg lige kunne få til at passe i højden og lave en pæn afslutning. Det gælder nogen gange om at være kreativ :o)


Der blev en højdeforskel på 6 millimeter mellem gulvene, som blev klaret med en metalskinne fra byggemarkedet.




4 rum tilbage. Entréen som du kan se lidt af her over, en stor vinkelstue, køkkenet og bryggerset.

Desværre må jeg arbejde i nedsat tempo for øjeblikket, da mit knæ synes det er overbelastet og er blevet en halv gang tykkere og ømt som bare pokker. Men jeg er snart i mål så fortsættelse følger om et par dage, når jeg har fået sat skik på det sidste...

I'll be back ;o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...