torsdag den 18. august 2016

Kender du til UFO - forkortelsen af "UnFinished Object"?


På engelsk bruger man inden for håndarbejde betegnelsen "UFO" om ting der ikke er færdige. En forkortelse af "UnFinished Object" - eller på dansk "UFærdigt Objekt".

Jeg har de sidste par måneder haft svært ved at koncentrere mig om et projekt af gangen, så min liste af UFO'er er ved at være lang...
Nu blev de to aber HELT færdige! Det var da en start, og har jeg taget kampen op.

Jeg har startet en UFO-kamp. 

Jeg har hæklet frugt og grøntsager og lavet nye opskrifter.
- Mangler billeder og at få renskrevet..

Har hæklet stjerner og kugler - og endnu en opskrift.
- Mangler montering og at få renskrevet..

Har hæklet en krokodille i meleret garn.
- Billeder mangler..

Har strikket kræmmerhuse (med det sommervejr kan man altså godt komme lidt i julestemning).
- De mangler montering og endnu en renskrivning..

Og strikket nisser, for at få bugt med noget af alt det uldgarn jeg havde liggende - og igen den der julestemning..
- Nogle er helt færdige, nogle mangler montering af skæg og øjne og endnu nogle mangler stort set det hele bortset fra at blive strikket...

Strikket trøje og bukser til en dukke.
- Trøjen mangler montering..

En halv hæklet bamse i meleret garn ligger også i kurven.
- Mangler færdighækling og montering..

Samtidig har jeg stadig mit evighedsprojekt, der ligger i sin helt egen kurv. Ved ikke hvor mange firkanter det er blevet til. Halvdelen måske...

For ikke at tale om alle de andre projekter der ikke er lavet i garn!

Fortæl mig gerne, at jeg ikke er den eneste der ligefrem kan lave en hel liste af UFO'er...

mandag den 15. august 2016

Nymalet pavillon


Jeg havde sidste feriedag i går, og brugte 6 af timerne på at male pavillon. Den trængte kraftigt, men det er fan...s til arbejde med alle de sprosser, udhæng m.m. og jeg har lavet 37 overspringshandlinger inden jeg kom igang. Selv dørhåndtaget blev malet - mest fordi det var så grimt og rustent, så jeg er på jagt efter et nyt i gammelt stil.


Pavillonen ligger i hjørnet af vores træterrasse ved søen. Terrassen fik den helt store omgang for et par måneder siden og kan ses HER.




Her bagefter kan man sidde og tænke.. "Hvorfor har jeg ikke gjort det noget før" for det pyntede jo kraftigt..


 Søen indeholder ca 40.000 liter vand og er et paradis for havens fugle, insekter og ikke mindst mandens fisk.



Har du lyst til et kig ind i pavillonen kan den ses HER og HER

tirsdag den 21. juni 2016

Bistade i haven - lavet af mandens byggeaffald


En sen aftentime på en nattevagt, sad jeg og kiggede Villa Fryd's indlæg igennem. På hendes blog er der så uendelig meget inspiration og så mange gode idéer at hente, hvis man er til hus og have, genbrug og skæve idéer..


I indlægget HER havde hun bygget bistader til haven... Straks kom jeg til at tænke på de sidste rester træ jeg havde liggende fra mandens byggeprojekter, som blev samlet sammen da jeg byggede fuglehuse. Nu har jeg også bygget et bistade - dog kun til pynt. Kassen med træ er næsten tom nu, og den rest tagpap manden havde liggende forsvandt også på mystisk vis ;o)

Jeg håber han igen snart skal til at bygge et eller andet, så jeg kan snuppe de afskårne, frasorterede stumper der alligevel ville ende på genbrugen. Når det sker, skal der bygges endnu et bistade bare knap så højt...


Alt kan bruges.. Hjørnepynten er spidserne fra to hyldeknægte der var for lange og røg i trækassen. I kassen ligger flere andre afskårne stumper. Pt aner jeg ikke hvad de skal bruges til, men pludselig mens man står og leger Byggemand Bob kommer idéen - og når det hele får en klat maling, er der alligevel ingen der kan se hvor mange forskellige træsorter m.m. kunstværket er bygget af  :o)

fredag den 17. juni 2016

Nyt liv til træterrassen


Vores træterrasse ved pavillonen har skreget på Gori og kærlig behandling i flere år. Sidste år skulle det være! Olien til terrassen blev indkøbt - og så nåede vi aldrig videre... 
I sidste uge fik jeg et føl på tværs og uden tanke for tid samt kroppens ve og vel, kastede jeg mig over båndsliberen og tog terrassen bræt for bræt.


Der blev den slebet i bund og fik sin oliebehandling, og hvor har det bare pyntet. 



2 dage i selskab med båndsliberen - og jeg var aldrig i tvivl om hvor jeg var nået til.. Efterfølgende kunne jeg hverken kravle eller gå, for det er ikke verdens mest behagelige stilling at arbejde i..


Men endnu større var lykken jo så da det hele stod klar til penslen... 

Bemærk det midlertidige rækværk på broen herunder. Det forsvandt samme aften jeg havde taget det sidste penselstrøg, og manden min har indkøbt nye stolper og diverse andre materialer, for nu skal den laves rigtig færdig.. Måske endda hele bassinet bliver færdig her i 2016 - 5 år efter det første spadestik..? 


Jeg har brugt ca 4 liter af Gori's specialolie til træterrasser i farven sort ibenholt - hvis du  skulle være fristet til at starte op på projektet derhjemme ;o)


Nu kan sommeren bare komme an. Terrassen og pavillonen er klar til grill, gæster og solskin - og ryggen..? Den har det fint igen :o)


onsdag den 15. juni 2016

Haven i ugebladet Søndag



Jeg har købt det første ugeblad i laaaang tid. Ugebladet Søndag der udkom i mandags, for jeg fik den fineste mail fra bladet med tak for de måtte bringe billeder fra min have i ugens udgave.


Hanne Christensen var på besøg i haven sidste år, og jeg synes hun har fanget mange flotte billeder med kameraet. Sjovt at se haven gennem hendes objekt. Man har for vane at se haven fra sine egne bestemte vinkler...





På sådan et år sker der alligevel lidt, selvom der ikke har været meget tid i overskud. Jeg har fået brugt lidt tid på at være kreativ på det sidste og har ovenikøbet fået taget billeder af det - så nu sker der snart noget på bloggen igen :o)

søndag den 29. maj 2016

Vores små kyllinger


Som jeg viste HER, har vores hønemor fået kyllinger.. Faktisk har vi to hønemødre med kyllinger, men den anden var gået en tur på marken da jeg havde kameraet med i haven.

Hønsene stammer begge fra kuldet jeg viste HER sidste år. Blandingshøns af den lille sorte dværg og vores store gule orpington. Farverne er blandede. Nogle mørke som hende her og andre mere gule. Alle en stor dværghønestørrelse med det rolige gemyt en orpington har. Havde de været racerene, havde det været min ynglings-hønserace :o)


Selvom de alle har ligget og ruget flere gange i år, har det ikke været en succes, og til sidst besluttede jeg at hente daggamle kyllinger. De fik 3 hver og passer på dem med liv og sjæl.


Lige som med planterne i haven, har jeg også glemt hvilken race kyllingerne stammer fra. Men de bliver store som orpington i samme buttede facon, helt sorte og med "sokker" på, altså fjer på fødderne, som jeg synes er utrolig charmerende.


De er nu godt en uge gamle og det går så ufattelig stærkt med de bliver større. Der er allerede kommet små fjer på vingerne. Inden man ser sig om, ligner de små øgler med en blanding af fjer og dun over hele kroppen.


Selvom det ikke gik som planlagt og der måtte hentes hjælp udefra, er det fantastisk med dyrebørn i haven - jeg er endnu en gang forelsket. Forelsket i de små duntotter der siger pip dagen lang...

torsdag den 26. maj 2016

Drivhuset's fjernsynsoptræden - og planternes grokraft


I aftes var mit drivhus, potteskur og staudehave i fjernsynet på TV2 øst i programmet "Ud i haven - Drivhuset 5" med de skønne værter Jesper og Sille.

Programmet kan ses - eller genses HER

Jeg synes det blev en kanon udsendelse de fik sammensat, og sjovt at høre Jesper fortælle, om det jeg ser som mit lille fristed og stressfri zone. Men mest af alt forbavsede det mig, hvor vildt alt ting er vokset på de to uger der er gået siden de var her og optage programmet...
Det er kun godt to uger siden jeg plantede de små tomatplanter indkøbt i planteskolen. Små stilke med 5 blade. Peberplanter og agurker der dårligt kunne nå rundt om spiralpinden de skal støtte sig til hen over sommeren.
Og se det i dag....


1 meter høje tomatplanter med blomster og de første grønne tomater.


Peber og agurker, der inden jeg ser mig om kan fylde madkassen med friske hapsere..




Krydderurterne har hygget sig herinde, men skal snart ud på terrassen og stå lige der hvor de er nemme at plukke når der skal grilles og hvor de er tæt på køkkenet. Eneste minus ved det, er at jeg kommer til at savne deres duft her inde - den er fantastisk.


Selv om drivhuset er i et lille format, skal der være plads til en siddeplads. At sidde her og nyde duftene, planterne og vagtlernes småsnak mens de konstant søger efter små insekter er en nydelse. Bare 5 minutter her efter en lang dag, kan underrette mirakler ved ens energidepoter.

Det lille bord er egentlig en fod til et askebæger. Dem vores bedsteforældre havde stående i stuen dengang det var før.. Jeg skruede en bakke på toppen og gav det en gang maling. Nu fungerer det som et lille bord, perfekt til at få planter op i højden og spare lidt gulvplads..


Og blomster skal der også være plads til - for øjnenes, næsens og nydelsens skyld :o)





Mens jeg tog billeder i drivhuset, kom hønemor forbi med sine små kyllinger.


Det er lige før de vokser lige så hurtigt som planterne i drivhuset...

mandag den 9. maj 2016

TV2 øst var på fjernsynsoptagelse i haven i dag..




For et par uger siden modtog jeg en SMS fra Jesper Corfitzen
Hej Lise. Mandag d. 9 maj kommer Sille og jeg sammen med TV2 og låner dit drivhus...
Fuck.. tænkte jeg, mens jeg kiggede på de tydelige rester af vinterens rod, de 3 potter med husløg og den enlige clematis jeg blev fristet til at købe kort forinden. 
Jesper, hvad forventer du af mit drivhus..?
                                              ...Ikke andet end at det oser af Lise :o)



Da vejret artede sig i sidste uge og solen begyndte at skinne, fik jeg muget ud i det lille glashus. Planteskolen har som sædvanlig mange fristelser, så krukker og plantesække blev fyldt med sommerens tomater og agurker, snackpeber, krydderurter, en enkelt chili der skulle være stærkere end stærk og naturligvis lidt blomster. En kurvestol fra pavillonen, et lille bord og stearinlys i lysekronen gav det sidste hygge - det jeg ved Jesper forventer, når han kommer med udtalelsen "Det oser af Lise"



Det der egentlig skulle være en udsendelse fra drivhuset, endte med også at indeholde klip fra staudehaven og en rundtur i potteskuret.




Jeg glæder mig vildt til at se udsendelsen, der kommer onsdag d. 25 maj kl. 19.55 til 20.25 på TV2 øst i programmet Ud i haven - Drivhuset. Den bliver den femte og sidste i rækken af Sille og Jespers drivhusudsendelser. Første afsnit kan ses HER og det andet fra i onsdags HER. De følgende kommer hver onsdag kl. 19.55.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...