onsdag den 26. september 2012

DIY - Hæklet håndklæde i zigzagmønster

Endnu et projekt er afsluttet - ender med min kurv med igangværende håndarbejde bliver helt tom (som om!!)

Det mørkegrå køkkenhåndklæde blev færdigt i dag under lektielæsningen, og ligger netop nu og snurrer rundt i vaskemaskinen...
 Det hvide håndklæde i muslingemønster kan du finde DIY på lige HER.

Til det grå håndklæde med zigzagmønster har jeg brugt 2 ngl. bomuldsgarn der passer til nål 3½-4.
Færdigmål: 46 x 32 cm.
Hæklenål: Nr. 3½

Mønsteret er deleligt med 10+1.
Hækl 83 lm (de 2 sidste er vendemasker).

1. række: 1 stgm i 3. lm fra nålen, *1 stgm i hver af de næste 3 lm, 3 stgm sm, 1 stgm i hver af de næste 3 lm, 3 stgm i næste lm* Gentag fra * til *. Ved sidste gentagelse hækles 2 stgm i stedet for 3 stgm i sidste m. Vend med 3 lm (vendemaske).

2. række: 1 stgm i første m, *1 stgm i hver af de næste 3 m, 3 stgm sammen, 1 stgm i hver af de næste 3 m, 3 stgm i næste m* Gentag fra * til *. Ved sidste gentagelse hækles 2 stgm i stedet for 3 stgm i sidste m. Vend med 3 lm (vendemaske)

2. række danner mønsteret og gentages indtil håndklædet måler 32 cm i bredden.
Afslut med 2 rækker fm på de 2 korte sider.

Hæklet strop: Find midten af håndklædet og hækl en lm-bue. Start med 1 km 2 fm til højre for midten, hækl 7 lm og hækl 1 km 2 fm til venstre for midten. Vend og hækl 14-15 fm omkring lm-buen. Luk af.



Tænker jeg vil prøve at lave et i alm. bomuldsgarn med nål 2½ og starte med 10 lm mindre, så zigzagmønsteret kommer til at vende den anden vej... Måske...

I aften vil jeg dykke dybere i kurven. Der ligger noget rødt og gråt garn og en halvfærdig nisse. Der ligger også en påbegyndt blonde på den helt tynde nål. Og så ligger der kjolen som bare mangler 1½ ærme...

23 kommentarer:

  1. Hej Lise.
    Hvor er dine håndklæder fine, hvor får du al den energi fra.
    Kh. Margrethe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Energien kommer af at hækle :o)
      Slapper af når jeg holder hænderne beskæftiget - stressen kommer først når jeg ikke har noget at tage mig til ;o)

      Slet
  2. hold nu lige op, hvor er de FLÅÅÅÅTTTE. Jeg er helt vild med begge håndklæder, wauw altså nu blev mine krea-planer lige ændret ;D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :o)
      Synes kreaplaner er umulige at holde... Der er altid for mange fristelser. (Glad for jeg også kunne friste den anden vej)

      Slet
  3. Hej Lise,
    Hvor er det nogen fine håndklæder du har hæklet - og nu er jeg blevet inspireret til selv at prøve, selvom jeg aldrig har hæklet før :-) Jeg har et spørgsmål til opskriften...
    *1 stgm i hver af de næste 3 lm, 3 stgm sm, 1 stgm i hver af de næste 3 lm, 3 stgm i næste lm*
    De "3 stgm i næste lm" - er det 3 stgm sammen? Der står jo ikke sm bagefter - og jeg kan ikke lure hvad det er hvis ikke det er sm??
    Et andet og sikkert meget dumt spørgsmål er, hvorfor hæklemønstre ofte er deleligt med et plus 1 - hvad er den ene for noget??
    Jeg har købt rigtig meget smukt garn - og har forsøgt på håndklædet med zig zag mønsteret 4 gange nu, men ingen af mine bud, bliver som dit, så der må være noget jeg gør forkert - hjæææælp :-)
    Og tak fordi du deler dine opskrifter - det har fået mig til at blive helt elektrisk med at hækle! Kh Katja

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Katja.

      Hvor er det skønt at høre du er faldet for hæklenålen :o)

      Vær obs på at det grå håndklæde på billedet er hæklet i rækker fra top til bund og tilbage til top, og ikke fra side til side.

      De "3 stgm i næste lm" betyder at du skal hækle stangmaskerne, lige som når du hækler "1 stgm i hver af de næste 3 lm" dog skal du hækle dem i samme løbemaske, så der bliver en lille bue. Dette laver "toppen på bølgerne" - hvis du forestiler dig bølgerne på havet :o) Du får 2 ekstra masker her som bliver reduceret når du efter de 3 stangmasker i hver maske hækler 3 stgm sammen hvor 3 masker bliver til 1. Når man hækler "3 stgm sammen" danner det bunden af bølgerne. De 3 stgm i hver sin maske danner stykket i mellem top og bund på de ovennævnte bølger...

      Håber det gav lidt mening..?
      Første række er lidt knudret, men når du kommer igang med anden række, viser mønstret sig tydeligt med sit zig zag/bølgeform.

      Den ene maske som er i mange hæklemønstre er også en slags vendemaske. Når man har slået en række lm op, bruger man aldrig den første lm fra nålen og det er denne første lm fra nålen der står som +1 i mønstrene.

      Jeg håber forklaringen gav dig svar på dine spørgsmål, og du kan komme videre med håndklædet i stedet for at skulle hive det op igen-igen...
      Skriv endelig hvis der dukker flere spørgsmål op.

      Mange hilsner fra Lise

      Slet
    2. Hej igen lise,

      Tusind tak for dit svar :-) Nu forstår jeg hvad den ene maske er til!
      Og jeg er blevet klogere på håndklædet - men der er stadig en blind plet for mig. Jeg havde tænkt at vende mønsteret om, så det går frem og tilbage (som du også har været inde på). Min blinde plet er, at jeg ikke forstår hvad du mener med at det grå håndklæde er hæklet fra top til bund og (nu kommer den blinde plet) OG TILBAGE TIL TOP. Hvordan tilbage til top - er det ikke hæklet i rækker fra øverst (der hvor stroppen sidder) til nederst?

      Kh Katja

      Slet
    3. Velbekomme :o)

      Kan godt se det er kringlet skrevet, men du har fanget det helt rigtige :o)
      Det er hæklet i rækker fra øverst hvor stroppen sidder til bunden på håndklædet. Det jeg mente var at når rækken slutter i bunden, vender man hækletøjet og starter på en ny række - som så slutter i toppen igen -"og tilbage til top"
      Det var mest skrevet for at du var obs på hvilken retning mønsteret gik.

      Håber det gjorde den blinde plet synlig ;o)

      Kh Lise

      Slet
  4. Hej Lise
    Tak for hjælpen. Nu går jeg i gang og er helt forundret over hvor bidt af det man kan blive :-)
    Kh Katja

    SvarSlet
    Svar
    1. Rigtig god fornøjelse med både håndklædet og dine fremtidige hæklekreationer.

      Det er en skøn hobby - mit frirum i en stresset hverdag ;o)

      Kh Lise

      Slet
  5. Hej igen Lise
    Nu skal jeg lige være helt sikker på, at jeg har forstået det rigtigt - efter 1. række hækler man kun 2. række igen og igen - altså man vejsler ikke mellem række 1 og 2 vel?
    :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej første række skal kun hækles en gang. Efter den skal du kun koncentrere dig om anden række resten af vejen gennem håndklædet...
      Efter kort tid kan du hækle den række i søvne ;o)

      Kh Lise

      Slet
  6. Oh shit, lige et sidste nybegynder spørgsmål - når der står vend med 3 lm og næste række så starter med en stng i første maske - hvilken maske skal jeg reelt starte i fra nålen? Altså er vendemasker altid "reserveret" til at vende med, så man aldrig tænker dem ind i mønsteret?
    Nu skal jeg nok lade være med at stille flere dumme spørgsmål - og når håndklædet en gang er færdigt sender jeg et billede :-)

    Kh katja

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Katja... Denne kommentar er da rendt helt over hovedet på mig :o(
      Håber du har fundet løsningen.
      Kh Lise

      Slet
  7. Kære Lise

    Jeg er ikke en særlig erfaren hækler og er især dårlig til at forstå opskrifter. Vil rigtig gerne lave et håndklæde som det fine mørkegrå, men er nu mislykkedes på fjerde forsøg. Det eneste sted, jeg kan se, det kan være gået galt er "tre
    stangmasker sammen". Her tæller jeg tre maskebuer og trækker i gennem - altså en kantmaske i tredje maskebue. Er dét forkert? Kh Trine

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Trine.
      Prøv se denne video:
      http://www.garnstudio.com/lang/dk/video.php?id=27
      Håber den hjælper dig :o)
      Ellers skriver du bare igen.
      Kh Lise

      Slet
  8. Hej Lise !
    Sikke nogle flotte håndklæder !
    Har dog et problem med at læse opskriften´, da jeg nu for fjerde gang må hive det hele op da jeg ender med at mangle en luftmaske.. Når jeg sidste gang har hæklet 3 stangmasker sammen har jeg kun 3 luftmasker tilbage :/ Hvad gør jeg forkert??

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske fordi jeg ikke har forstået forskellen på '3 stgm sm' og '3 stgm i næste m' ?

      Slet
    2. Hej Camilla.
      Jeg ved ikke helt hvad der går galt, men surt at skulle pille det hele op igen og igen.
      Hvis du stadig er i tvivl med stangmaskerne så prøv at se den instruktionsvideo jeg har linket til i svaret til Trine Stavn vedr. "3 stgm sm".
      "3 stgm i næste m" betyder at du skal hækle 3 hele stangmasker i den samme luftmaske.
      Hvorfor du har 3 luftmasker tilbage når du når enden tør jeg ikke spå om, men umiddelbart skulle opskriften passe.
      Jeg håber det lykkes for dig, for når første række er hæklet giver resten af håndklædet sig selv :o)
      Mange hilsner fra Lise

      Slet
  9. Hej. Det er nogle super flotte håndklæder. Jeg tænker hvordan "tykkelsen" er? Jeg tænkte nemlig på at man måske kunne bruge opskriften til et babysvøb/tæppe :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har set flere tæpper hæklet i dette mønster - så go for it :o)

      Slet
  10. hvor køber du dit garn henne :)?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke noget bestemt sted jeg køber garn. Lidt hvor jeg falder over et godt tilbud, eller hvor der er nogle farver der frister :o)

      Slet


Elsker kommentarer så læg endelig en hilsen :o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...