Viser opslag med etiketten Vores dyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vores dyr. Vis alle opslag

søndag den 29. maj 2016

Vores små kyllinger


Som jeg viste HER, har vores hønemor fået kyllinger.. Faktisk har vi to hønemødre med kyllinger, men den anden var gået en tur på marken da jeg havde kameraet med i haven.

Hønsene stammer begge fra kuldet jeg viste HER sidste år. Blandingshøns af den lille sorte dværg og vores store gule orpington. Farverne er blandede. Nogle mørke som hende her og andre mere gule. Alle en stor dværghønestørrelse med det rolige gemyt en orpington har. Havde de været racerene, havde det været min ynglings-hønserace :o)


Selvom de alle har ligget og ruget flere gange i år, har det ikke været en succes, og til sidst besluttede jeg at hente daggamle kyllinger. De fik 3 hver og passer på dem med liv og sjæl.


Lige som med planterne i haven, har jeg også glemt hvilken race kyllingerne stammer fra. Men de bliver store som orpington i samme buttede facon, helt sorte og med "sokker" på, altså fjer på fødderne, som jeg synes er utrolig charmerende.


De er nu godt en uge gamle og det går så ufattelig stærkt med de bliver større. Der er allerede kommet små fjer på vingerne. Inden man ser sig om, ligner de små øgler med en blanding af fjer og dun over hele kroppen.


Selvom det ikke gik som planlagt og der måtte hentes hjælp udefra, er det fantastisk med dyrebørn i haven - jeg er endnu en gang forelsket. Forelsket i de små duntotter der siger pip dagen lang...

torsdag den 26. maj 2016

Drivhuset's fjernsynsoptræden - og planternes grokraft


I aftes var mit drivhus, potteskur og staudehave i fjernsynet på TV2 øst i programmet "Ud i haven - Drivhuset 5" med de skønne værter Jesper og Sille.

Programmet kan ses - eller genses HER

Jeg synes det blev en kanon udsendelse de fik sammensat, og sjovt at høre Jesper fortælle, om det jeg ser som mit lille fristed og stressfri zone. Men mest af alt forbavsede det mig, hvor vildt alt ting er vokset på de to uger der er gået siden de var her og optage programmet...
Det er kun godt to uger siden jeg plantede de små tomatplanter indkøbt i planteskolen. Små stilke med 5 blade. Peberplanter og agurker der dårligt kunne nå rundt om spiralpinden de skal støtte sig til hen over sommeren.
Og se det i dag....


1 meter høje tomatplanter med blomster og de første grønne tomater.


Peber og agurker, der inden jeg ser mig om kan fylde madkassen med friske hapsere..




Krydderurterne har hygget sig herinde, men skal snart ud på terrassen og stå lige der hvor de er nemme at plukke når der skal grilles og hvor de er tæt på køkkenet. Eneste minus ved det, er at jeg kommer til at savne deres duft her inde - den er fantastisk.


Selv om drivhuset er i et lille format, skal der være plads til en siddeplads. At sidde her og nyde duftene, planterne og vagtlernes småsnak mens de konstant søger efter små insekter er en nydelse. Bare 5 minutter her efter en lang dag, kan underrette mirakler ved ens energidepoter.

Det lille bord er egentlig en fod til et askebæger. Dem vores bedsteforældre havde stående i stuen dengang det var før.. Jeg skruede en bakke på toppen og gav det en gang maling. Nu fungerer det som et lille bord, perfekt til at få planter op i højden og spare lidt gulvplads..


Og blomster skal der også være plads til - for øjnenes, næsens og nydelsens skyld :o)





Mens jeg tog billeder i drivhuset, kom hønemor forbi med sine små kyllinger.


Det er lige før de vokser lige så hurtigt som planterne i drivhuset...

torsdag den 18. februar 2016

Hønsehuset har fået pynt på væggen


Det rager nok hønsene en fjer, men jeg synes det er super hyggeligt...
Endevæggen i hønsehuset har fået et blikfang. En hylde og en mælkejunge pyntet med et halmhjerte.


På hylden har jeg sat en kasse med en lille mælkejunge, et par gamle foderskeer, lidt bast og en hjemmelavet plade af nogle gamle brædder der har fået en klat hvid maling og lidt sandpapir.


Kurvene kom min mand hjem med. De var kobberfarvede så de har fået en tur med spraymalingen, er blevet fyldt med hø og nogle kunstige æg.


Jeg har en plan om at få beklædt hele hønsehuset indvendigt med brædder, og få malet dem hvide a la den plade jeg fik banket sammen her... Et sommerprojekt måske :o)

Her under ses hønsehuset i sommers... Tvivler stærkt på jeg er den eneste der glæder mig vildt til der kommer blade på træerne igen.. :o)

tirsdag den 15. september 2015

Vi har fået flere små kyllinger.. i den mærkeligste blandingsrace!


Midt i august kom 10 små skønne duntotter til verden. 6 gule og 4 brune/sorte. Nogle med dun på benene efter deres mor. Nogle uden efter deres far.


Vi  fandt hende ude på marken, efter hun havde været væk i flere dage. Der havde hun gemt 11 små fine æg, og lå troligt i regn, vind og solskin og rugede på sit afkom, gemt i det høje græs.


Jeg flyttede hende og æggene ind i vores skur, og selv om der skulle lidt overtagelse til, fandt hun sig til sidst i at ligge der inde - i fred for rovdyr, de andre høns og ikke mindst hvor det var tørvejr.


Her 4 uger efter er der stadig fuld fart på de små. Jeg glæder mig vildt til at se hvordan de kommer til at se ud som "voksne". Se bare denne.. Fint gult bryst og godt spraglet ned af resten af kroppen, med både sort og gult næb samt fjer/dun på benene.


Et par stykker af dem er helt gule. Den ene med dun på benene - den anden uden.




Herunder ses den sorte mor (aner ikke hvad hendes race er) samt deres far - vores store gule orpintonhane.. Et umage par, men jeg er dybt forelsket i deres afkom :o)


tirsdag den 30. juni 2015

Kaningården


Ud over høns, vagtler, katte, hund og fisk osv. har vi også dværgvædderkaniner - eller drengene har kaniner...!
De har deres egen kaningård bag staudehaven, hvor de er året rundt.



Det er tre piger - Kaninus den meget nysgerrige.


Poker der ikke rigtig ved om ørerne skal stritte eller lægge ned..


Og den gamle Stampe, som elsker sin tønde..


Argh.. ok, så kommer jeg ud så du kan tage det billede..


En lille smuksak - og en stædig dame!


Hendes tønde er en gammel malkejunge fyldt med halm.


Ud over buret hvor de får mad og malkejungen, er de igen ved at bygge deres helt egen hule. Ind i mellem dækker jeg hullerne til. Så bliver Stampe en sur kælling et par dage, og ignorerer mig fuldstændig indtil hun igen starter op på et nyt hul..


Vi har haft fornøjelsen af at have flere kuld kaninunger, i de skønneste farver. I efteråret 2013 blev hankaninen steriliseret for nu havde vi lige som prøvet det.. Han boede i flere dage i et aflagt hundebur i køkkenet, mens sårene helede. Prøv se HER. Med egen sygepasser og det hele :o)


Desværre døde han for et halvt år siden 6 år gammel. Nu ligger han under sin egen gravsten i haven.. Her under er han foreviget med en af sine unger.


Selvom drengene er så store nu, passer de dem stadig med vand og mad.. Og det er så det. De er nået den alder hvor kaniner ikke rigtig er "in" længere, men det er også ok. Jeg vil ha svært ved at undvære dem, så mon ikke der fortsat er kaningård de næste flere år.. Jeg tror det ;o)

mandag den 29. juni 2015

Drivhuset


Drivhuset, der ligger i hjørnet af staudehaven som jeg skrev om HER, er lige under 10 m2. I år har jeg prøvet på at begrænse mig der inde.. Det gik også næsten..
5 forskellige tomatplanter, en melon, basilikum, 4 agurkplanter, en vin og 2 chiliplanter.. For uden en rose, clematis, dahlier, anemoner og en hel masse husløg. Og ikke særlig meget gulvplads tilbage!


For enden af drivhuset har jeg fået plads til et lille cafebord og en stol, så duften af drivhus og synet af planterne kan nydes på tætteste hold, mens vagtlerne pipler rundt om fødderne på mig.

Over bordet har jeg hængt en gammel lysekrone som jeg fandt i en jernbunke. Planen var at få pyntet den lidt, men inden jeg nåede så langt havde vinen kastet sin kærlighed - og lange ranker omkring den...


Lige inden for døren har jeg et plantebord stående. Efter jeg har fået lavet potteskuret, har det kun været brugt til planter og hygge. På væggen en gammel altankasse til bast og snor.



Rosen dufter helt vidunderligt - men navnet må I ikke spørge om. Det var en lille pind jeg købte i Rema 1000 forrige år. Nu stor og lækker - og burde være plantet ud i haven for længe siden.


Clematisen klippede jeg helt ned i foråret. Den fungerer som rumdeler mellem plantebordet og agurkplanterne.


Her ude har jeg flere ting hængende både på væggene og fra loftet, for at udnytte pladsen. Her under husløg i nogle gamle ampler.


Skamlen som jeg lavede HER, er snart helt groet til med sin "husløgspude".



I marts måned 2016 kommer en ny drivhusbog på markedet fra Politiken forlag. Jeg er meget spændt på den, for mit lille drivhus bliver en del af denne bog.


Under plantebordet bor vagtlerne i et aflagt kaninhus...


... og kigger man ind af vinduet kan man se 4 små fine æg, som vagtelhønen passer godt på.


Jeg har 2 høns og en hane her ude. De bor i drivhuset året rundt. De allerhårdeste vintre har de fået en varmelampe hængt op om natten. Ikke at det har været nødvendigt, meeeen alligevel :o)


De spiser alt hvad der bevæger sig af skadedyr og andre insekter i drivhuset, og har forlænget bl.a. agurkernes sæson med op til en måned. Samtidig er de utrolig hyggelige at have rendende. Deres små pip og evige søgen efter mad giver et helt specielt liv i drivhuset.
De har altid kanarieblanding stående i en lille skål. Samlet på et helt år spiser de omkring 3 kg - om sommeren bliver skålen stort set ikke rørt, da de finder rigelig mad i insekterne m.m.


Både sidste og forrige år fik vi kyllinger, og jeg håber at vi igen i år, får oplevelsen af familieforøgelse i drivhuset. Kyllingerne har nærmest været umulige at tage billeder af. Bitte små og ufattelig hurtige. De er ikke større end en brombasse på to ben og lige så kære som de er små :o)


Eneste ulempe med vagtler i drivhuset er at døren skal holdes lukket. Ved hvert vindue har jeg sat hønsenet, for de skal ikke kunne flyve ud. De er bundfugle, men bliver de forskrækkede er de udmærkede flyvere..
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...