Vi startede med redningsaktionen af Rip, Rap og Rup fra en gyllebeholder (læs historien HER). De voksede sig store og tog deres friheder i fiskedammen (kig med HER), men i sidste weekend forlod de to af ænderne matriklen og lod den enlige Anders And blive tilbage. Helt alene uden selskab.
Det kan vi jo ikke ha, så planen om ællinger til foråret blev lavet om efter en søgning på nettet onsdag aften. Der blev lavet aftaler om afhentning af fuldvoksne danske landænder lørdag formiddag (i går) og udsigten til at Anders And kun skulle være alene et par dage mere var til at holde ud...
Torsdag aften tog fa'en ved Anders And. Der blev løbet 10 meter på tid i andegården, halsen blev strakt i fuld længde, der blev lyttet og der blev løbet lidt mere, indtil han tog turen over indhegningen og løb videre rundt i haven. Årh hvor mit hjerte smeltede da han 5 minutter efter kom stolt spankulerende sammen med Andersine og de helt store amoriner var i luften, med snak og pludren, gensidig nusning og andekys i bedste stil...
Hvor den sidste and er blevet af og hvor Andersine har været henne i 5 dage, kan jeg ikke finde ud af. Men vi havde jo den her aftale i går formiddags...
Sådan gik det til, at jeg har været madmor for først 3, så 1, så 2 og nu 4 platfodede fjerkræ på kun 7 dage.
Rap rap herfra og en dejlig søndag oven i hatten...






