søndag den 27. april 2014

Hurra.. Vi er tilbage på linien

Efter en ufrivillig pause er jeg nu tilbage på linien igen...

Projekt vandhave skulle endelig fortsætte efter en lang pause. De store maskiner var kommet hjem og jo - vi ved godt at internetkablerne ligger i jorden. Også ca hvor de lå, og på den første side gik det fantastisk. Der kom dækbånd til syne og kablet blev fritlagt... På modsatte side gik det knap så godt. Først kom kablet - i to stykker og 30 cm længere henne kom dækbåndet...
De ord der kom ud af mandens mund i gravmaskinens førerhus er strengt forbudt for børn og skal absolut ikke gentages her på skrift!


Den største opgave kom 5 dage senere, da TDC skulle kontaktes da påskeferien var slut...

"Vi arbejder løbende på at forbedre vores kundeservice. Grundet travlhed kan vi desværre ikke besvare dit opkald. Prøv venligst senere. Undskyld ulejligheden" 

Efter to og en halv time havde de knap så travlt på linien:

"Ventetiden er nu 17 minutter" 

Telefonen blev sat på højtaler - musikken var fin, og ind imellem kom telefonsvarerdamen med meddelelsen om at: 

"du er nu nr. 8 i køen... 7 i køen.. 6 i køen..." 

De 17 minutter var forlængst gået men det var bare med at blive hængende nu man var kommet igennem...
1 time, 16 minutter og 42 sekunder fik vi lov at høre musik inden der var gevinst! Den der med at "de løbende arbejder på at forbedre deres kundeservice" kan jeg kun anbefale kraftigt at de bruger noget mere tid på...

I onsdags fandt TDC-manden frem til vores matrikel for at konstatere at han umuligt kunne samle ledningerne når der kun var en halv meter kabel frit. Han skulle minimum bruge en meter på hver side, så onsdag aften måtte manden min ud og grave - heldigvis en kun toårig bøgehæk op samt hugge noget af brostenskanten fri så den kære teknikker kunne få sin meter kabel at arbejde med...

Nu kunne vi gå en weekend i møde med forbindelse til omverdenen igen - og lidt genetablering af hæk og kanter igen. Fantastisk...
Jeg vil ikke her begynde at skrive om hvad jeg mener om TDC og deres kundeservice - ordene vil være nogenlunde de samme, som de ord der kom ud af min mands mund da kablet dukkede op af jorden i to stykker!


***

Men hvad laver man så når man ikke har noget internet..?

Man starter bl.a. et projekt i haven med masser af brosten og knoldebro, mens man udtænker planer om næste projekt der gerne skulle ende ud som et potteskur...

Man gør et fuglekasse-kup...

og hækler et par elefanter...

Meget mere om det senere, for om lidt kommer der indkaldt hjælp til støbning af bassinkanter.
Til jer der har sendt mails i vores tid uden internet - Jeg skal nok svare jer alle, men tiden er en mangelvare så håber på jeres tålmodighed...

Ønsker jer alle en pragtfuld søndag med solskin og et velfungerende internet.

torsdag den 10. april 2014

Kluns i både zink, jern, sølv og grønne planter


Jeg har klunset i stor stil den sidste tid. Så meget at manden min er holdt op med at spørge "og hvad skal du så bruge den til...?" ;o)


Tuborg kassen fandt jeg i en stor bunke gamle brædder som skulle skæres op til brænde. Der lå også en skøn gammel rød Faxe kasse, som desværre smuldrede mellem fingrene på mig...


Disse to store, gamle zinkkasser med låg fandt jeg i skuret til et hus der skulle rives ned. Den ene mangler en del af bunden, men som opbevaring til kaninernes hø er den perfekt. Den anden (som er helt intakt) tænker jeg skal bruges til plantejord ved det plantebord jeg skal ha lavet i løbet af sommeren.


Sølvfadet og den lille træskjuler til blomster lå i en affaldsbunke, som skulle videre på genbrugspladsen.


Perlehyasinter i massevis...


...Kærtemindesøster...


... og hvid lungeurt er reddet fra haven ved det hus der skulle rives ned.


I samme have fandt jeg disse planteholdere i jern. De kan sammensættes i flere størrelser og er 10  gange mere stabile end de grønne holdere jeg havde i forvejen... Tror pæonerne er reddet i år.


Gammelt skrammel for nogen - guld og stor lykke for mig.

onsdag den 26. marts 2014

En gave-/hatteæske's forvandling



Jeg havde denne gave/hatteæske stående i gemmerne. God, kraftig kvalitet, men grim som bare pokker! 


Udvendig blev den malet med tre lag hvid maling. Indvendig limede jeg gavepapir fra Tilda og til sidst forsøgte jeg mig med det der billedoverførsel - som jeg ikke kan huske hvad hedder... Og som jeg skal øve mig lidt mere på!



Men perfekt til alle de små rester bomuldsgarn...


...og samme farve som det andet i hobbyrummet.

Med fare for at gentage mig selv kan jeg kun sige: Maling er altså en genial opfindelse ;o)

tirsdag den 25. marts 2014

Påskeklip

Jeg kan slet ikke lade være med at klippe grene og stille dem i vaser indendørs. Synet af de små grønne blade der titter frem på grenene - hvor er det savnet...


Grenene her har fået selskab af små påskeklip skåret i hvidt karton.


Du kan finde dem i bogen "Påskeklip" af Gitte Schou Hansen.

søndag den 23. marts 2014

Jakke med blognavn

Efter flere bestillinger og reparationer var røget gennem symaskinen i går, fik jeg tid til at lege med broderimaskinen... 


En gammel firmajakke blev til en blogjakke. 

Mens maskinen syede, fik jeg sat flere ordsprog sammen på computeren, som jeg håber bliver til puder i nærmeste fremtid. Idéer med monogrammer, idéer med små finurlige billeder syet på hørstof, idéen om at sy tekst på liftgardinet i soveværelset og 20 andre idéer dukkede også op...

Det var et farligt sted at befinde sig, når den kreative to-do liste er alt for lang i forvejen!

torsdag den 20. marts 2014

De første anemoner i skovbunden

De fleste stod stadig med små bitte knopper, nogle var nået til stadiet over og havde forsigtigt åbnet det ene øje, mens enkelte var modige og stod med rank ryg og viste deres smukke blomst frem.



Jeg kunne ikke nære mig og snuppede en lille buket med hjem, da jeg travede skoven tynd i går sammen med hunden. De holder ikke længe i vasen, men synet af den lille buket på spisebordet bringer glæde og varme helt ned i lilletåen... 


Så er det endelig rigtig forår i min verden :o)

tirsdag den 18. marts 2014

DIY - Genbrug de gamle stearinlys


Genbrug de gamle stearinlys med knæk og hakker, lysestumperne og hvad du ellers har af lys der har set bedre dage og lav dine egne stearinlys til middagsbordet eller de lune sommeraftener på terrassen.

Jeg fandt i min oprydning nogle gamle grønne dekorationslys, nogle juletræslys fra tiden inden børn og kæledyr og lysestumperne fra bloklysene der har brændt gennem vinteren...


Krukkerne blev hentet ind fra drivhuset og for at vægerne blev kraftige nok til de store krukker, klippede jeg tre lange stykker og flettede dem sammen. (Vægerne kan bla. købes i Panduro) Bind vægen til et grillspyd eller andet der kan hvile på kanten.

Benytter du lysestumper så husk at klippe det sorte, brændte væge af inden de kommes i gryden.

Smelt stearinlysene ved svag varme. Når det hele er smeltet fisker du de gamle væger op af gryden og hælder det smeltede stearin i krukkerne - Nu skal det bare stivne igen, inden hyggen atter kan brede sig :o)


Første sæt blev lavet med en del hvid stearin, et enkelt grønt lys og 2 gule. Resultatet blev en frisk lysegrøn farve.


  Næste smeltning var kun grønne lys og gav en flot mørkegrøn farve.


 Jeg holder meget af det rustikke, men lav dem f.eks. i gamle kaffekopper, glas, store muslingeskaller - eller i forskellige kageforme... Mulighederne er mange, så længe beholderen du bruger kan tåle varmen.

mandag den 17. marts 2014

En hæklet drenge-elefant


Stor, blød, stribet og en rigtig krammeelefant med stor tålmodighed...
Tålmodig fordi jeg startede op på ham, mens jeg var igang med "fra skrot til slot"-projektet, og han mange gange efterhånden er havnet nederst i hæklekurven.


Her i weekenden blev han klar til et nyt hjem, og hæklekurven klar til nye kreative idéer :o)


Opskriften kan købes hos Stip & haak og er på hollandsk. Bliver du fristet, må du ikke lade dig afskrække af sproget. Oversæt opskriften på computeren, eller som jeg: hækl efter originalen. Det er stort set ikke andet end rundt og rundt i fastmasker med ind- og udtagninger. Opskrifterne er nemme at gå til, med enkelte forklarende billeder undervejs.

Jeg er så fristet til at skulle afprøve et par stykker mere - Sådan bare fordi...  :o)

fredag den 14. marts 2014

DIY - Kinderæg med ugler


For et par uger siden så jeg nogle store hæklede ugler på Pinterest, og midt i produktionen af hæklede kinderægs-kaniner i onsdags dukkede tanken om dem op igen... Uglerne måtte afprøves i kinderægs-størrelse :o)


Kaninører og snuder måtte vige pladsen for store øjne og vinger - overspringshandlinger når de er bedst ;o)

DIY:
Brug bomuldsgarn til nål 2½-3
Hæklenål nr. 2
En lille rest filt til næb
- og et kinderæg.

Kroppen:
Bemærk: Prøv det hæklede på ægget inden du lukker af, for at være sikker på det dækker hele ægget. Hvis ikke så lav en runde fastmasker mere.

Toppen:
omg. 1: 6fm i mg ring 
omg. 2: 2fm i hver (12)
omg. 3: 1fm, 2fm i næste (18)
omg. 4: 1fm i de første 2 fm, 2fm i næste (24)
omg. 5-10: 1fm i hver (24)

Bunden:
Samme som toppen bare med 2 ekstra omgange fm til sidst (12 omgange ialt)

Øjne (2 stk):
omg. 1: 6 fm i mg ring
omg. 2: 2 fm i hver (12)

Vinger ( 2 stk):
omg. 1: 6 fm i mg ring
omg. 2: 2 fm i hver (12)
omg. 3: 1 fm, 2 i næste (18)

Horn (2 stk):
omg. 1: 3 fm i mg ring
omg. 2: 2 fm i hver (6)

Øjnene syes fast lidt ud over kanten på den øverste del. Sy en "streg" i hvert øje.
Horn syes fast på toppen.
Vingerne bukkes på midten og syes fast i de to øverste omgange på underdelen.
Klip en lille trekant i filt og lim den fast mellem øjnene.
Lim det hele fast på kinderægget.

Ønsker dig en pragtfuld weekend - med eller uden overspringshandlinger...


torsdag den 13. marts 2014

Vil du med en tur i Zoologisk have...?

...for det er lige før jeg kan tage dig med hele vejen rundt, med alle de billeder jeg fik taget i dag :o)

Vi kørte en tur til Københavns Zoologisk have. Det er snart mange år siden sidst jeg var der. Nogle ting var stadig det samme, andet var nyt - som bl.a. det store elefanthus. Så skønt at se elefanterne have plads og muligheder for at blive aktiveret. De fleste dyr var aktive og legesyge. De nød vist også forårets komme hvilket gjorde det ekstra hyggeligt at gå tur i den store dyrehave...


















I morgen skal der arbejdes, men jeg er klar med fuldt opladt batteri efter de sidste to hyggedage. De gjorde godt inderst inde :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...